‘Assassin’s Creed Mirage’, landede d. 5. oktober, så inden da kiggede vi på ‘Assassin’s Creed’-spilseriens historie og vores favoritter derfra.

Historisk fiktion er en fantastisk gribende genre, der har ledt til store værker på tværs af mange fortællerplatforme. Robert Harris har skrevet hårdtslående stykker historisk fiktion i litteraturens verden, og Tarantino har brilleret i genren på det store lærred.

På den alt for ofte oversete fortællerplatform, nemlig videospillet, har vi da også et brag af en spilserie i historisk fiktion-genren. Der er selvfølgelig tale om spilmastodonten Ubisofts ’Assassin’s Creed’. Serien har sjældent produceret noget der minder om perfekte spil, men hver eneste udgivelse i spilrækken har haft kvalitet og personlighed nok til at tryllebinde et hav af fans.

Her forestilles det, at middelalderens virkelige tempelridderorden og Masyaf-snigmorderorden i stedet for at uddø, vokser sig til verdensomspændende skyggeorganisationer, og kæmper en hemmelig krig mod hinanden. En krig der fortsætter gennem århundreder, hvor snigmordernes bestræbelser på verdensfred gennem total frihed, kolliderer med tempelriddernes idé om verdensfred gennem kontrol. Faktisk helt frem til nutiden, hvor forskere opfinder en slags tidsmaskine, der giver dem mulighed for at se fortiden gennem deres forfædres øjne.

Seriens første ni hovedspil får på spændende vis inkorporeret denne fiktive konflikt i adskillige skelsættende historiske perioder parallelt med et plot om samme konflikt i nutiden. Fra det tredje korstog i 1’eren, til renæssancen i Italien, uafhængighedskrigen i Amerika og meget mere.

Historiens fokus er på de to organisationers modstridende ideologier, og hvordan begge parter trækker i trådene under disse historiske perioder med bestræbelser på at udrydde hinanden.

Selve spilmekanismerne kommer dig i snigmordernes sko, hvor målet er at være så diskret, elegant og effektiv som muligt i dine attentater mod tempelridderne. Det handler om ikke at blive set, før det er for sent for din fjende, og så forsvinde igen lige så hurtigt, som du dukkede op. Om du akrobatisk spæner henover Bostons tage efter likvideringen af en britisk officer under uafhængighedskrigen, eller glider gennem mængder af vrede parisere under den franske revolution for at få ram på en korrupt magthaver.

Det historiske sceneri er fascinerende, den fiktive konflikt er interessant, og spilmekanismerne er gribende.

Nummer 10, 11 og 12 har dog trukket spilserien i en anden retning. Her ser man mindre fokus på konflikten mellem ’assassins’ og ’templars’ i skyggerne. I stedet med større fokus på meget ”videospilsk” level-baseret kamp og tidskrævende rollespil i en massiv interaktiv ’sandkasse’-verden som f.eks. oldtidens Grækenland. Fortællinger og spilmekanismer med fokus på snigmordernes typiske diskretion i kompakte men levende steder som central-Paris under den franske revolution er dermed kraftigt nedprioriteret.

Skiftet har bragt mange nye fans til spilserien og skudt nyt liv ind i den for nogle af de gamle fans. Men mange af de langvarige fans føler også, at spilseriens identitet er blevet tabt i den seneste trilogi, og at spillenes kvalitet derfor er dalet.

Af den grund er der rigtigt mange, der er spændte på det nyeste spil i serien, ’Assassin’s Creed Mirage’, der lander på konsoller og PC. Spillet markedsføres nemlig som et, der skal vinde folk fra begge sider af diskussionen over.

Trailere og smugkig giver et tydeligt indtryk af, at det nye spil vender tilbage til spilseriens gamle identitet fra historiefortælling til spilmekanismer.

Vi spiller som en snigmorder, der sammen med sit broderskab fører hemmelig krig mod tempelridderne fra skyggerne og afkrogene af Baghdads gader sent i det niende århundrede. Samtidig er snigmorderen Basim, som vi får lov at styre, et velkendt ansigt for dem, der har spillet seriens seneste meget rollespilstunge spil, ’Assassin’s Creed: Valhalla’. Her spillede han en stor rolle i vikingeplottet og den parallelle nutidsfortælling. Fans af den fortælling og den karakter vil i det nye spil få lov til at udforske, hvordan han blev snigmorder i sit hjemland, før han rejste nordpå.

Ubisoft lover på baggrund af dette, at spillet vil begejstre alle slags ‘Assassin’s Creed’-fans og drage nye til. Spørgsmålet er, om eksekveringen kan leve op til visionen, for selvom mange glæder sig til det nye spil, er der også en stor gruppe skeptikere.

Kigger man retrospektivt på spilserien, har producenterne rigeligt at lære fra de forskellige fejl, som de har begået i seriens tidligere værker. Først og fremmest har hver spil i serien dog sine egne kæmpe styrker, som det i høj grad vil gavne producenterne at væve sammen og inkorporere i ’Assassin’s Creed Mirage’. På Nosferatu-redaktionen har vi kigget på vores favoritter, og hvad de hver for sig bringer af ingredienser til opskriften på en garanteret succes med ‘Assassin’s Creed’-fans.

’Assassin’s Creed 2’ (2009): Den svære 2’er

Af Tobias Gilbert

’Assassin’s Creed 2’ skiller sig ud som kronjuvelen i franchisen af flere årsager. For det første introducerede det os til Ezio Auditore da Firenze. En karakter hvis karisma, kløgt og dybtgående karakterudvikling i løbet af spillet gjorde ham til en ikonisk figur i spilhistorien, der opnåede spillernes følelsesmæssige investering.

I ’Assassin’s Creed 2’ er Ezio i centrum for en episk fortælling, der blander historiske intriger med en intim historie om familie og stolthed. En fantastisk dragende begyndelse på den legendariske trilogi om Ezios udvikling fra en ubekymret ung charmør til en legendarisk snigmorder.

Spillets omgivelser i renæssancens Firenze tilføjede dets tiltrækningskraft. Det omhyggeligt udformede bybillede gav spillerne mulighed for at krydse de historiske gader, klatre på ikoniske vartegn og opleve periodens rige kultur. Firenze var ikke blot en kulisse men en integreret del af spillet, der fordybede spillerne i dets skønhed og historiske betydning. Hvem så ikke frem til de daglige besøg hos Leonardo Da Vinci?!

Spillets indvirkning på både serien og gaming som helhed, cementerer dets status som den bedste del af Assassin’s Creed-sagaen. Fra den fængslende ramme i renæssancens Firenze til den overbevisende historie med en elsket hovedkarakter. Selvom Ezio ikke længere er med os, kaster han til dags dato en laaaang skygge over de karakterer, der kom efter ham.

‘Assassin’s Creed Revelations (2011): En rejse gennem ‘Assassin’s Creed’s fortid og arv, for enden af ‘Ezio-trilogien

Af Emil Nymann Krüger

‘Assassin’s Creed Revelations’ markerer den spændende afslutning på den velkendte ‘Ezio Trilogy’.

Historien kredser om en ældre og mere erfaren version af Ezio Auditore da Firenze, denne gang i Konstantinopel (nutidens Istanbul). Hans håb er at finde de resterende Masyaf-nøgler for at opnå den skjulte viden efterladt af 1’erens hovedperson Altaïr Ibn-La’Ahad, før tempelridderne gør det. Denne viden vil han viderebringe til nutidsplottets helt Desmond Miles, som guderne gennem årtier kryptisk har guidet ham til at hjælpe.

Sideløbende med Ezio’s spændende konflikt med tempelridderne i Konstantinopel, spiller man som Altaïr hundreder af år inden, I gribende sekvenser om hans foretagender efter 1’erens handling. Derudover følger man Desmond, fanget i tidsmaskinen “Animus”, mens han prøver at synkronisere med sine forfædres (Altaïr og Ezios) minder. I rige historiske rammer væver det sublimt de to snigmorderes sidste kapitler sammen, og sætter det i forrygende kontekst til nutidsplottet.

Gameplay-mekanikker, der bygger på dets forgængere men stadig introducerer nye elementer, er også at finde, hvilket holder serien frisk og engagerende. Oplevelsen at spille som disse to ikoniske ‘assassins’ på tværs af århundreder og opleve deres bemærkelsesværdige vækst som både karakterer og mentorer er fantastisk gribende. 

Assassin’s Creed 3 (2012): En formidabel dekonstruktion af den sort/hvide ”de gode mod de onde”-tilgang

Af Alexander Bendtsen

’Assassin’s Creed 3’ er seriens femte hovedspil (forvirrende ja) og bringer mere kvalitet til bordet end spillet typisk får kredit for. Fra imponerende animeret genskabelse af den amerikanske uafhængighedskrigs kulisser til et fantastisk underholdende raffineret kampssystem.

Det er dog især spillets fortælling, der er en af de bedste og mest skelsættende i hele serien. For første gang i spilserien bevæger man sig væk fra en tilgang til bare at male snigmorderne som heltene og tempelridderne som skurkene.

I stedet får vi en nuanceret konflikt med helstøbte karakterer på begge sider, hvilket hjælper med at demonstrere, hvordan begge organisationer har samme mål om verdensfred.

Bedst er denne dualitet demonstreret gennem dynamikken mellem hovedpersonerne, snigmorderen Connor og hans far, tempelridderlederen Haytham. De to tørner ikke kun i hæsblæsende kamp, men også i gribende ideologiske debatter. Her kommer gode pointer og tydelige problemer med både snigmordernes anarkistiske vision, og tempelriddernes besættelse af kontrol, tankevækkende til udtryk.

Ligeledes er portrætteringen af uafhængighedskrigen også mere nuanceret end hvad man oftest ser. Spillet udfordrer nemlig heltebilledet af de amerikanske ’founding fathers’, med fokus på den patriotiske bevægelses elementer af dobbeltmoralitet.

De tematiske nuancer gør spillet til et modent værk om, hvordan kampen for endelig verdensfred er evigt forbandet til at være forgæves.

Assassin’s Creed 4: Black Flag (2013): Kunsten at nyskabe, uden at miste originalens ånd

Af Jonas Ernst Monty

Det sjette spil i serien var det første som for alvor ændrede på den velkendte Assassin’s Creed-opskrift, hvor en ung mand uden tilhørsforhold bliver snigmorder og løber rundt på en historisk bys hustage.

Okay, det er faktisk også, hvad der sker i ’Black Flag’, men ikke helt på samme måde. For det første er rammehistorien med Desmond Miles, der via Animus-maskinen går på opdagelse i sine forfædres minder, byttet ud med en navnløs og ansigtsløs medarbejder i nutidens tempelridder-virksomhed Abstergo.

Protagonisten Edward Kenway (farfar til 3’erens Connor) er en værre bandit og pirat i Caribien i starten af 1700-tallet, og med venner som Blackbeard og Captain Kidd har han ikke lyst til at blive en del af snigmordernes orden.

Tværtimod foretrækker han ofte en lidt mere bombastisk tilgang, når han skal skaffe sine fjender af vejen. Dog stadig med den klassiske hvide hætte, som han stjæler fra en død snigmorder uden at vide, hvad den repræsenterer.

Spillets største bedrift er dog nok dets kæmpe omfang. Som kaptajn på The Jackdaw kan man sejle hele det Caribiske Hav tyndt med nogle fantastiske spilmekanikker til skibskampe. Jeg har stadig minder om at stoppe ved en tilfældig ø, klatre op på dens højeste bjerg og så se ned på mit lille skib ligge og vaje i de rolige, azurblå bølger. 

Man har lov at håbe

Når man får fingrene i ’Assassin’s Creed Mirage’, er der så meget man kan håbe på.

Kan spillet lykkes med at gøre Baghdads gader til lige så levende og gribende en setting som 2’eren gjorde Firenze til? Og kan de krydre verdenen med underholdende sideindhold på lige så legesyg og dragende vis som ’Assassin’s Creed: Black Flag’?

Hvad med ’Mirage’s hovedperson Basim? Kan det nye spil bygge videre på hans karakterudvikling i ’Assassin’s Creed: Valhalla’ og gøre ham til seriens mest episke hovedkarakter siden Ezio-trilogien? Og kan de stille ham overfor lige så helstøbte skurke, som Connor Kenway måtte tage kampen op med i ’Assassin’s Creed 3’?

Man har lov at håbe, at ’Assassin’s Creed Mirage kan trække på kvaliteterne fra disse favoritter eller ligefrem bane sin egen vej, som netop de gjorde det. Man har lov at håbe på et eminent ’Assassin’s Creed’-spil.