Hvad gør vi nu? (Et maintenant on va où?) er det man trygt kan kalde en god film. En film som med varme omfavner tragedie og konflikter med humor og menneskelighed, og det er derfor slet ikke mærkeligt at Hvad gør vi nu? har vundet publikumsprisen på både Toronto og San Sebastian Film Festival.
Et sted i et arabisk land, i en lille afsondret bjerglandsby, hersker der en spinkel fred mellem landsbyens kristne og muslimske borgere. Ufred og konflikt har hærget landet i årevis, og de tab det har påført begge sider slås an i filmens åbningsscene. En gruppe kvinder i alle aldre, klædt i sort, bevæger sig i let dansende formation, syngende deres sorg, mod byens kirkegård. Gravene på kirkegården og gruppen af kvinder ligner hinanden til fuldkommen forveksling – kun kors og tørklæder fortæller forskellen, og sådan er det også i selve landsbyen hvor det forekommer tilskueren at alle er ens. Hvilket selvfølgelig er en af filmens pointer. 
Livet i landsbyen tuller derudaf, men der er malurt i bægeret for nogen/nogle begynder at mobbe hinandens religion – pludselig er der blod i vievandet i kirken og der går geder rundt i moskéen. De to religiøse overhoveder har ikke meget tilovers for de mandlige brushoveder, som er hurtige til at hidse sig op og ville have hævn, og kvinderne har længe været trætte af krig og de tab de har lidt. Generelt kan de indbyrdes forhindre gemytterne i at løbe løbsk, med lidt lette afledningsmanøvrer og nogle gedigne opsange til de ugentlige religiøse tjenester. Men da ufreden vokser i verden omkring dem er det sin sag at holde nyhederne fra døren, og kvinderne må iværksætte mere og mere vanvittige forsøg for at holde status quo. Til sidst ser de sig nødsaget til at hente en gruppe på fem russiske strippere til byen, og det får bestemt også sat griller i hovedet på mændene. Spørgsmålet er om det er nok?
Filmens tematik er i overvejende grad også kønnenes tematik. Her ligger nogle stereotype, og dybt genkendelige, opfattelser af kønnene til grund for historien – kvinderne står for fællesskabet og sammenholdet, mændene for testosteron drevet hidsighed og kiv. Der er dem der siger at en verden ledet af kvinder ville være en verden uden krig, og det kunne denne film godt være et argument for. Under alle omstændigheder er Hvad gør vi nu? en hyldest til kvinders snarrådighed, viljestyrke og determination som modsvar til mændenes temperament, råstyrke og vildskab.
Med Hvad gør vi nu? har libanesiske Nadine Labaki (som også er at finde i hovedrollen) skabt en vældig morsom film, både af den ironiske og den lune slags, og så er den tro mod sin arabiske kultur krydret med lidt dans og sang – ikke for meget, men helt tilpas til et vestligt publikum. Labaki udtaler selv at humor og ironi er en overlevelsesstrategi og at konflikten mellem de to religioner i hendes øjne er universel og kan overføres til alle slags konflikter. Der er i hvert fald lykkedes Labaki at skabe et universelt mikrokosmos i sin film og det er formodentlig også den dybe genkendelighed der, helt fortjent, har gjort filmen så populær hos publikum.
Af Dorte Winkler
