Den nyeste film fra DC er både underholdende og følelsesladet, men har svært ved at overkomme sin kontroversielle hovedrolle, eller begrunde sin eksistens mod sommerens andre blockbuster-bud.

I 2014 blev det annonceret at Superman-fIlmen ‘Man of Steel’ (2013) skulle være starten på et filmisk univers baseret på tegneseriefirmaet DCs populære helte. Det var med forhåbning om, at kunne indhente konkurrenten Marvels succes med milliard-indtjenende film som ‘Avengers’ (2012).

En af de mange film som DC annoncerede tilbage i 2014 var ‘The Flash’, med Ezra Miller i hovedrollen. På det tidspunkt var den forventede dato for filmens udgivelse marts 2018. 

Mange år efter står vi nu med et DC-univers der aldrig helt har fundet sin stemme. De mange ambitiøse planer er efterhånden blevet vendt på vrangen flere gange end en uhygiejnisk teenagers sidste par underbukser.

Endelig udkommer The Flash, med en produktion plaget af så mange problemer og kontroverser, at man kunne skrive en bog om det. 

Spørgsmålet er så, om filmen er ventetiden – og kontroversen – værd. 

A Justice League of their own

Den lynhurtige superhelt The Flash, også kendt som Barry Allen (Ezra Miller), rejser tilbage i tiden for at stoppe mordet på hans mor. Men da han så skal tilbage til fremtiden opdager han hurtigt, at det kan have uforudsete konsekvenser at ændre på sin egen prolog.

Filmen ved godt at dens præmis føles som noget fra en familiefilm fra 80’erne. Det bliver dog aldrig vædet alt for meget i klichéer. Tværtimod gør filmen et solidt stykke arbejde med at balancere humoren og eventyrligheden, med de dystre elementer den også gerne vil lege med. 

I stedet for år 2023 ender Barry op i 2013, hvor han møder den yngre version af sig selv. Den anden Barrys mangel på tragisk baggrundshistorie har dog givet ham et anderledes perspektiv på livet.

Meget af filmen kører på de to hurtige heltes samspil. Ezra Miller leverer også to forskellige både følelsesladede og komiske præstationer, som filmen sagtens kan læne sig på. Dog kan den hektiske karakterisering af Barry Allen hurtigt blive for meget, når der nu er to af ham.

Pludseligt invaderer General Zod jorden, i en gengivelse af plottet fra ‘Man of Steel’. Men denne gang er der ikke nogen Superman der kan redde dagen, og de to forskellige Barryer må derfor skynde sig at samle en ny Justice League.

Ben Afflecks Batman, som ellers får sin egen actionscene i filmens intro, er væk i det nye univers. I hans sted finder Barry og Barry den gamle Batman-veteran Michael Keaton. Det kan til tider føles som om, at de trækker lidt for meget på nostalgien for de tidligere film. Hans finurlige tilgang til karakteren underholder dog stadig 30 år efter han sidst spillede rollen.

Men særligt nybegynderen Sasha Calle stjæler showet som Supergirl. Det er en yderst charmerende og selvtillidsfuld første omgang på det store lærred. Man kan dog ikke lade være med at ønske, at hun fik meget mere skærmtid end hun gjorde.

We need to talk about Ezra

Det er svært at komme uden om filmens kontroversielle hovedrolle. Ezra Millers længere række af anklager og kontroverser, har gjort at skuespilleren ikke har deltaget i filmens presse eller markedsføring.

Ezra giver to gode præstationer i filmen, muligvis to af sine bedste. Men hvis man ikke kan lægge virkeligheden fra sig i biografsædet, kan det være kompliceret at købe dem som heltefigur. 

Man kan også godt mærke, at et utal af forfattere og instruktører har været involveret over filmens lange produktionshistorie. I sidste ende føles det desværre som om, at der bliver trukket i flere retninger.

Det er på trods af at instruktøren Andy Muschietti (‘IT’ 2017) og forfatteren Christina Hodson (‘Birds of Prey’ 2020) ellers gør et solidt stykke arbejde.

Filmen har også flere gange chokerende dårlige digitale effekter. Det er svært at undskylde når filmen har taget så lang tid om at blive færdig.

Det går ud over flere actionscener, men også følelsesladede øjeblikke. Man ønsker næsten, at filmen kunne have været udsat et lille års tid til, så de kunne have poleret den ordentligt op. 

A Flash of Two Worlds

Der er en vis mængde ironi i, at den hurtigste superhelt var så langsom til endelig at få sin egen film. Ikke nok med det, men den kommer også for sent ind på multivers-dillen. Det er på trods af, at tegneserierne allerede udforskede ideen tilbage i 1961, i ‘A Flash of Two Worlds’.

Men nu skal ‘The Flash’ jo for eksempel konkurrere med ‘Spider-man: Across the Spider-verse’, der har meget af det samme multivers-præmis, men mere veludført og uden eksternt kontrovers (læs Nosferatus anmeldelse her).

Det ville altid være svært for ‘The Flash’ at leve op til dens omstændigheder. Den eneste måde, ville være hvis den enten var så kaotisk dårlig at det var spændende, eller hvis det viste sig at være et mesterværk udover alle forventninger. Den sørgelige sandhed er dog, at filmen faktisk bare er okay. 

Spørgsmålet er så bare, om det at den er god nok er godt nok.

‘The Flash’ kan ikke helt begrunde sin egen eksistens, men nu er den her. Og hvis man kan se bort fra dens turbulente omstændigheder, kan den tilbyde en rimelig solid biografoplevelse. 

På mange måder føles det som et forsøg på at give det gamle DC-univers sin sidste svanesang før et fremtidigt reboot. I den forstand er det næsten også passende, at et kontroversielt univers går ud på kontroversiel manér.