En af de bedste skandinaviske coming-of-age film i mange år!

Iram Haq er en kvindelig, norsk instruktør af pakistansk familie, der tog springet fra skuespiller til spillefilmsinstruktør tilbage i 2013 med ’Jeg er din’. En film omhandlende en ung, norsk-pakistansk singlemor og hendes forsøg på at kombinere en hedonistisk livsstil med de konservative forventninger fra hendes familie. Filmen var til dels selvbiografisk og blev mødt med roser. ’Hvad vil folk sige’ er instruktørens 2. film, og hun fortsætter ned ad den autobiografiske vej. Som 14-årig blev hun kidnappet af sine forældre og sendt til genopdragelse i Pakistan. Unægtelig noget af et brud på tillidsforholdet mellem forældre og barn. Nu mange år efter har den talentfulde kvinde begået en rørende, medrivende og overraskende nuanceret fortælling om samme emne.

Envejsbillet til Pakistan
Nisha er 16 år gammel og opvokset i Norge med sine forældre, der er emmigeret fra Pakistan. Nishas sociale liv med vennerne står i slående kontrast til de forventninger, der hviler tungt på hendes skuldre hjemme i det konservative hjem. Da hun afsløres i at have drengebesøg på sit værelse flejner farmand fuldstændigt skråt, og med hjælp fra storebror kidnappes Nisha til Pakistan. I forældrenes fødeland skal hun genopdrages af slægtninge, hun aldrig før har mødt, og forsøge at få en tålelig tilværelse i det åbne fængsel, hun er havnet i.

’Hvad vil folk sige’ omhandler et fascinerende og skræmmende fænomen. Det er en af den slags historier, der kræver manuskript og instruktion af en person med Iram Haqs personlige oplevelser for rigtigt at kunne fungere. De særlige relationer og forventninger der kan herske hos visse pakistanske familier og de særegne konflikter, der kan opstå i deres delvise assimilation og afvisning af klassiske, liberale frihedsidealer er et uhyre komplekst emne og politisk minefelt. Iram kombinerer på mesterlig vis sine personlige refleksioner med effektive fortællegreb, stærk instruktion og sans for det visuelle udtryk. Slutresultatet er sobert, smukt, skræmmende og rørende.

Men Irams talent til trods falder hele historien sammen uden en troværdig performance fra hovedrolleindehaveren. Der er nemlig tale om et meget ordfattigt manuskript, som centrerer sig om den indre tumult hos en ung kvinde, der sjældent får mulighed for at dele sine holdninger til behandlingen. At kunne spille skuespil ”bag facaden”, så at sige, er ikke en selvfølge for unge, uerfarne skuespillere.

Mød Maria Mozhdah
Pakistanskfødte Maria leverer intet mindre end en fantastisk præstation som den rebelske Nisha. Den kun 19-årige kvinde spiller med simultant tilbageholden og følelsesladet intensitet, efterhånden som Nisha må navigere i sin nye virkelighed. Hun går fra akavet teenageforelsket og sammenbidt rebel til underkuet følelsesvrag og voksen før tid. Det hele på kun 100 minutter og man tror på hende hvert sekund. Forholdet til faderen får især en central plads og hans karakter er ikke blot den afstumpede skurk, som man måske kunne forvente. Der er i øvrigt erfarne, indiske Adil Hussain der giver liv til ham. En skuespiller vi forhåbentlig får at lov at se lidt oftere her i vesten, end vi hidtil har gjort.

Om end filmen måske har lige lovlig travlt med at få etableret konflikten, så fordyber man sig hurtigt i historien, når først tempoet falder til ro. Rent teknisk bydes der på smukt komponerede billeder i varmorange og azurblå nuancer understøttet af et minimalistisk men effektivt soundtrack. Såvel scener i Norge som Pakistan (filmet i Indien med et lokalt film- og skuespilhold) danner velfungerende rammer for en nuanceret og vigtig coming-of-age historie. Med Iram bag kameraet og Maria på rollelisten er slutresultatet en gave til den skandinaviske filmskat.

Foto: kino.dk