Kedelig, klichéfyldt og kvalmende.

 Jeg har altid haft et ømt punkt for kærlighedshistorier, og selv om kynikeren i mig fnyser af de overromantiserede og urealistiske scenarier, så sidder romantikeren og venter i spænding på kyssescenerne. Men kys imellem to lidt for flotte ”teenagere”, er ikke nok til at gøre denne anmelder blød i knæene.

16-årige Rhiannon er kæreste med Justin, en flot atlet. Men en dag er han helt anderledes end han plejer, han er faktisk meget sødere. De har en skøn dag på stranden sammen, men dagen efter har han glemt alt og er tilbage til sit normale jeg. Om aftenen møder hun Nathan til en fest. Han virker lige så sød og nem at snakke med, som Justin var den anden dag. Dette mønster gentager sig hver dag, hvor Rhiannon møder en ny, men dog genkendelig person.

A (som karakteren hedder) viser sig nemlig at være en sjæl der skifter krop hver dag. Altid en på samme alder, aldrig den samme og altid i samme område som den forrige. De to forelsker sig nu i hinanden, men hvordan får man kærligheden til at lykkes, når man aldrig ved hvem der dukker op?

 

Klichéfyldt kedsomhed

Filmen er fra starten fyldt med klichéer; den nederen gamle kæreste, den nye forelskelse som er sød med ekstra sød på, den umotiverede gentagne gestik med hårtotten om bag øret. Montager med A og Rhiannon der er på date og løber rundt med hinanden i hænderne, mens de kigger forelsket og smilende til hinanden. Det bliver ikke mere lyserødt og kvalmende og mine øjne er ved at trille ud af hovedet på mig, så meget himler jeg.

Historien er så dræbende uinteressant, at jeg flere gange kigger på min sidemakker i kedsomhed. Fortællingen mangler opbygning og der er ikke nogen konflikt. Der er ikke engang nogen der reagerer på, at hun render rundt med en ny person hver dag.

Forlaget bygger på en roman af David Levithan, og måske er præmissen bedre forklaret der, men i filmen dukker der mange spørgsmål op. Hvordan har det fungeret som barn uden at han har kendt nogle forældre? Hvorfor tør han fortælle en pige, han har kendt i fem minutter, om sin skæbne? Hvordan har han Rhiannons telefonnummer hver gang, for han skifter vel også telefon? Hvorfor er der ingen konsekvens, når A vælger at blive længere end et døgn i kroppen, for det kan han åbenbart!? Det holder ikke, og jeg bliver irriteret over de mange ubesvarede spørgsmål og konsekvensløse handlinger.

 

En køn affære

Nu har jeg skrevet ”han” før, og det er faktisk forkert, for A er både en kvinde og en mand. A dukker op i begge køns kroppe og det er faktisk en meget fin detalje. Jeg ville bare ønske at de turde gå den vej mere og udforske seksualiteten, når A er i en kvindekrop. Men næsten alle kyssescenerne er med en pæn fyr og det kunne være spændende at se, hvilken effekt det havde på Rhiannon at være forelsket og intim med en pige, men filmen tager de sikre valg. At det er sjælen og ikke udseendet der gør en person, er jo et meget fint budskab. Men det er så tydeligt og tykt, at jeg føler jeg bliver stopfodret med floskler, som ”skønhed kommer indefra”, at jeg ender med bare at være ligeglad med karaktererne og historien.

Foto: Kino.dk