Der har længe været hvisken i krogene om Anne-Grethe Bjarup Riis’ instruktørdebut med det historiske drama Hvidstengruppen, der modigt har taget hånd om flere nye talenter. Ventetiden har været lang, spændingen stor – men forløsningen er desværre temmelig flad.

Af Kasper Vegeberg

Filmen starter med at introducere sit absolut stærkeste punkt, som også skal vise sig at redde den langt hen ad vejen: scenografien. Billedkvaliteten er tilforladelig, det samme er klipningen – men omgivelserne er en fryd for øjet. Vi tages ind i Danmarks provins, som den tog sig ud i fyrrerne. Hvidsten Kro, dens køkken og de folk, der huserer helt og delvist på den charmerer dybt og giver et flot, upoleret billede, øjensynligt uden brug af computertekniske virkemidler. Og pludselig glæder man sig til at blive taget dybere ind i det autentiske univers.

Men her må autenciteten sluge sin cyanidpille, for så udsiges den første replik – så én til, og en efter det. Og inden længe sidder man og associerer sig tilbage til den skolekomedie, man var med i i 7. klasse på Koldby Skole. Der er nemlig en meget unaturlig turtagen i dialogen, selv når 20 mennesker skændes indbyrdes om politik – så alle kan blive hørt; noget, man har kæmpet bravt for med en umenneskelig artikulering på samtlige ord og med replikker, hvis indhold ikke lægger skjul på nogen følelse eller baggrundshistorie.

Og så er der selvfølgelig problemet med dialekten. Da Hvidsten ligger i Jylland, bliver skuespillerne naturligvis nødt til at tale jysk. Dette er der to løsninger på: A) enten hyrer man professionelle skuespillere ”udefra”, som er trænet til ukendelighed i at tale med velartikuleret rigsdansk/sjællandsk og tvinger dem til at tale med den vestdanske dialekt– eller B) man hyrer mere utrænede skuespillere med en ægte jysk accent. Resultatet er et broget sprog, der hos de trænede skuespillere varierer mellem rigsdansk og en dialekt, der kan være svær at definere geografisk – og en ægte jysk klang hos de utrænede, hvor der til gengæld er problemer med leveringen af replikkerne.

Dialogen er simpelthen et gevaldigt problem, der måske virker som lidt af en bagatel, når det beskrives, men som simpelthen kan drive en til vanvid under filmen. Kun Bodil Jørgensen synes at være kommet helt troværdigt og professionelt igennem samtlige replikker.

Der kan ikke herske nogen tvivl om, at historien om Hvidstengruppen er både fascinerende og rørende, og det slipper delvist igennem i filmens forløb. Det handler ikke bare om at trodse nazisterne, men om at gøre det på bekostning af de mennesker, man troede at man gjorde det for, og med en blanding af skyld og stolthed over for det samfund, man vil befri. Men sådan forholdt det sig også i Flammen og Citronen og Drengene fra Sankt Petri, og da Hvidstengruppen ikke lægger nogen ny vinkel på problematikken og temaerne, må man spørge sig selv, om man ikke ligeså godt kunne have læst en bog om emnet.

Det må være op til publikum selv at bedømme, for Hvidstengruppen er ikke en film, man bør frasige sig helt og aldeles. Har man en indgroet nationalfølelse, kan den godt blusses lidt op med viden i baghovedet om, at begivenhederne i historien fandt sted i virkeligheden. Til gengæld er filmen, foruden det historiske aspekt, en tynd omgang uden originale indfald overhovedet.