Det er ikke ligefrem, fordi biografudvalget bugner af afrikanske film, og denne er da heller ikke én af slagsen. Sådan helt i hvert fald.

Instruktør og hovedrolleindehaver, henholdsvis Philippe Godeau og Omar Sy, er begge franskmænd, men sidstnævntes far var senegaleser. Et hurtigt kig igennem Sys biografi afslører flere lighedspunkter med hans karakter. For eksempel er han selv født og opvokset i franske Yveline, præcis som den karakter, han spiller. Ideen til historien krediteres også i rulleteksterne som værende Godeau og Sys.

’Yao’ handler dog primært om en helt anden, nemlig den unge 13-årige senegaleser (spillet af Lionel Basse), hvis navn pryder filmens titel. I hans lille landsby er den helt store eskapistiske overspringshandling at læse biografien om den berømte skuespiller Seydou Tall (Sy), der også er fra Afrikas vestligste land.

Da Tall kommer til Senegal i forbindelse med en filmfestival, beslutter drengen at tage til hovedstaden Dakar for at få hans autograf. Imponeret af knøsens beslutsomhed og lyse sind beslutter kendissen at sørge for, han kommer sikkert hjem igen, og dermed tager den hyggeligste roadtrip på tværs af landet sin begyndelse.

Chokolade og kokosnød
I bund og grund er det en uhyre simpel film: Tall har ikke kunne få sin egen søn med til Senegal, som han ellers havde håbet på, og så knytter han (selvfølgelig) bånd med den første, lidt kække knægt, han møder.

Det er helt efter den klassiske skabelon. Derfor er det i høj grad også på grund af skuespillernes karisma og kemi indbyrdes, at ’Yao’ er et underholdende bekendtskab.

Basse er ultracharmerende som drengen, der beundrer den kendte mand, som i hans øjne bliver til en større-end-livet-mytologisk figur. Han fanger den barndomsnaivitet og benovelse, der ikke alene kendetegner den alder, men også dét at stå ansigt til sigt med et idol, når man endnu ikke er blevet kynisk af det levede liv.

Ligeså rammer Sy dualiteten hos Tall, som mere end en gang bliver kaldt en ’Bounty’ – brun udenpå, hvid indeni. Han er mere europæisk af mentalitet, og det skaber flere pudsige situationer, hvor blandt andet dét at han skal nå et fly dagen efter ikke bliver taget helt så seriøst af andre, som af ham selv – der er masser af tid til livet i Afrika

Afrikatid
Lidt imod formel-forventningen om fattigt-barn-møder-velhavende-idol skænker Yao ikke nogle tanker om, at Tall skal hjælpe ham fremad i livet. Tværtimod er han ganske tilfreds med at være lige nøjagtig der, hvor han er; sammen med vennerne og i de eventyr, han tager på igennem bøgerne på det lokale bibliotek.

Spænding finder man ikke noget af. Filmen forløber præcis, som man kunne forvente; visuelt flot, lidt sjovt og opmuntrende. Det er en gang imellem præcis det, man har brug for.

’Yao’ er en skøn lille sommerfilm, hvor kemien mellem de to hovedroller, Basse og Sy, holder én underholdt hele vejen til slut, på trods af at der ikke sker det store. Alt er set før i anden indpakning, men filmen er lige så charmerende som den dreng, der drømmer om enten at blive . Her rækker det langt.