Her kort tid efter 10 årsdagen for terrorangrebet på USA d. 11. September 2001 stiler den tyske Wer wenn nicht wir på dansk Hvis ikke os, hvem så, skarpt på terroren som den så ud 70´erne i form af den venstreorienterede gruppe omkring Andreas Baader og Ulrikke Meinhof. I et dobbeltportræt af gruppens ideologiske grundlægger Gudrun Ensslin og hendes mand Bernward Vesper gennemgås det ømtålige emne nuanceret. Her er ingen lette psykologiske og historiske årsagsforklaringer i beskrivelsen af to menneskers vej ind i terrorismens mørke hjerte.

Oven på en sensommer, hvor Norge blev ramt af højreekstremisten Anders Behring Breivik terrorangreb, har megen offentlig debat kredset om hvordan samfundet skal tackle radikale angreb, og om man i det hele taget skal søge at forstå og begribe baggrunden for mordene på uskyldige. Er Breivik således gal eller en mand med en formørket ideologi?! Alene på den baggrund er Andreas Veiels Hvis ikke os, hvem så et studie værd, da den indgående forsøger at indkredse miljøet, såvel som menneskerne bag den tyske terrorgruppe kendt under navnet Baader-Meinhoff. Et sådan filmisk portræt er forsøgt før blandt andet i 2008 med Der Baader-meinhof Komplex, der fokuserede på gruppens radikalisering og voldshandlinger, hvorimod Veiels film præsenterer biografgængeren for et langt mere indgående psykologisk studie.

Vi følger først og fremmest Bernward Vesper(August Diehl), søn af den i dag  ukendte pronazistiske forfatter Will Vesper. Et forhold der fra start slås an som potentielt traumatisk, da vi ser unge Bernward gemme sin kat, da den, som katte har for vane, har spist en fugleunge. Dette medfører et fortvivlet forsøg på at gemme katten fra farens gevær, og en morale, hvor Bernward lærer at katte er dyrenes svar på jøden!

Som ung litteraturstuderende møder Bernward den lidt forsagte Gudrun Ensslin(Lena Lauzemis) og de indleder et partnerskab/kærlighedsforhold omkring genudgivelsen af Vesper seniors bøger. På trods af mange uoverensstemmelser, utroskab(mest fra Bernwards side) og flere opgør med forældrene ender de to med at blive gift, men så træder Andreas Baader(Alexander Fehling) ind i deres liv. Et faktum, som vi i dag via historiebøgerne ved fik fatale konsekvenser.

Hvis ikke os, hvem så er ikke en film, som automatisk vil appellerer bredt med sit fokus på historiske detaljer store som små. For den uuindviede kan filmen, med sine historiske nyhedsklip fra atomprøvesprængninger, nedskydning af Vietcong soldater til præsident Kennedys berlinerbesøg i 1963, virke som et skoleridt i moderne vestlig historie. I udlægningen af den personlige historie kan instruktøren, med sin baggrund som uddannet psykolog, visse steder forfalde til en lige vel rigelig beskrivelse af Vesper og Ensslins faderopgør og disses handlinger før og under 2.verdenskrig.

Filmens mangler til trods ændrer ikke ved at handlingen og ikke mindst miljøbeskrivelse og stemning(godt hjulpet på vej af et fedt soundtrack) i store dele af filmen suger tilskueren ind i tiden, så den føles levende. Hvis ikke os, hvem så fornemmeste ros er, at den ikke alene formår at give en masse faktuel viden i og omkring den tyske samtid i 60´erne og 70´erne, men samtidig giver et indblik i at radikale (volds)handlinger som oftest har komplekse rødder, der ikke kan bortforklares og bagatelliseres som ondskab og det der er værre!