Meget mere end en ny ’Groundhog Day’. Den seneste Andy Samberg-komedie omvælter time loop-genren med fejlagtige karakterer, man ikke kan andet end at holde af.

Kultklassikeren ’Groundhog Day’ lod Bill Murray gennemleve den samme dag igen og igen, og de fleste vil nok nemt kunne genkende tidssløjfe-tropen.

Siden er konceptet blevet parodieret i et utal af serier, prøvet af i gysergenren med filmen ’Happy Death Day’, og desuden blevet en elsket fanfiction-niche.

Derfor virker det som en såkaldt full circle, når der i år er født en splinterny romcom.

Men er den opkommende ’Palm Springs’ blot en nyfortolkning af 90’ernes klassiker? Næppe. Den er så meget mere end det.

Et univers udvides

Der er utroligt meget galskab og farvestrålende landskaber at finde i ’Palm Springs’, der udspiller sig i ørkenlignende omgivelser på en knap så idyllisk bryllupsdag.

Den utroligt afslappede Nyles (Andy Samberg) er en af de mange gæster, ligesom Sarah (Cristin Milioti), søsteren til bruden, som egentlig hellere bare ville drikke sig i hegnet og vende næsen hjemad.

Én af de mange ting, der gør netop denne romcom så speciel, er at der ikke bare er én person, der finder sig selv fortabt i en tidslomme. Nej, faktisk har filmen hele tre hovedroller, og at gå igennem filmen gennem mere end et par øjne gør et univers til forskel.

For en ting er at sidde fast i den samme dag om og om igen, ufatteligt alene, men hvordan kan et forhold til en anden person udvikle sig, når man sidder fast sammen?

Hvis den eneste person, der forstår dig, er én, du mødte i går aftes, er det umuligt ikke at forme en relation. Og hvad med en tredje fremmed, der har knap så oprigtige intentioner?

’Palm Springs’ spiller i høj grad på den blændende kemi, hovedrollerne har med hinanden, og publikum bliver taget på en rejse gennem hele følelsesspektret, med det legende lette toneskift.

Modsætninger mødes – eller hvad?

Vi har gang på gang sukket over romcom-par, hvor modsætninger mødes, og på samme måde komplimenterer de to hovedpersoner hinanden uforligneligt.

Andy Samberg har megen erfaring med rollen som den elskværdige taber. Og selvom man godt kan skubbe Nyles ind under den betegnelse, bøjer han sig ikke nemt af for genren.

Jo, han spiser konstant, har tilfældig sex og giver hurtigt op på at finde en mening med, hvad han sidder fast i. Alt imens bliver han langt mere handlekraftig, når han gang på gang forsvarer Sarah overfor sin dysfunktionelle familie, og finder lyspunkter i en ellers skuffende tilværelse.

Sarah derimod er heller ikke den rationelle kvinde med det bløde hjerte, som mange romcoms ellers byder på. Nej, hun lever tværtimod med at være familiens sorte får, en ligegyldig attitude, og fremfor alt, et desperat behov for kontrol.

Det handler ikke om, hvem der redder hvem. Nej, det handler om, hvordan de lærer af hinanden. Og så fejlagtige som de begge er, så kan man ikke lade være med at vil have dem i mål.

Andy Samberg, what else?

Hvis intet andet, så er Andy Samberg selv grund nok til at se ’Palm Springs’ på det store lærred.

Skuespilleren er blevet lidt af en mester indenfor nutidens komedie, sammen med sit band The Lonely Island, som (naturligvis) også er i producersædet i denne omgang

Deres humor har en kvalitet, man sjældent finder andre steder, der når mange generationer, og fremfor alt, har noget på hjerte.

Og det kan mærkes, fra de farverige kulisser og svømmepøl-scener, til den utroligt befriende dansesekvens. Der er konfetti, champagnebobler og en manisk latter, man kun kan blive draget af.

’Palm Springs’ er en sand guldklump i en tid, der ellers ikke ligefrem har set optimistisk ud. Med en fængslende humor, og en kærlighed til sin egen historie, giver den på en absurd måde håbet tilbage for fremtiden.