På trods af succesen af bestseller-bogen er filmatiseringen hverken et godt romantisk drama eller mordmysterie – så hvorfor blev den overhovedet lavet?

Skrevet af Lennon Dikov

Vi har set det mange gange før – en anmelderrost roman er ikke fuldendt før den har fået en filmatisering, eller endda en hel franchise, så ivrige fans endelig kan se deres yndlingshistorier på det store lærred. Eller er det blot for at presse flere penge ud af dem?

I det sidstnævnte tilfælde må man håbe at ’Hvor flodkrebsene synger’ ikke får nogen former for efterfølgere.

Fortællingen om Kya, en ung kvinde der vokser op alene i North Carolinas moser, var forventet at være et af årets store romantiske dramaer, men det var mordmysteriet der vækkede min egen interesse.

Men denne film er ikke en storslået, smuk eller nervepirrende fortælling. I stedet er den nok den mest intetsigende og selvoptagede historie jeg længe har været vidne til.

Historie uden udvikling

Hovedkarakteren Kya kaldes også ”Marskpigen” og er hele sit liv blevet dømt og udskudt fra samfundet, særligt efter hele hendes familie efterlod hende til at overleve alene.

I filmens nutid er hun dog en voksen kvinde, der ved hvordan hun undgår folks kyniske blikke – særligt da politiet dukker op ved hendes dør i søgen efter at opklare en lokal mands død.

Kya spilles af Daisy Edgar-Jones, en formidabel og lovende skuespiller, men der skal desværre åbenbart ikke meget til at gøre en god skuespiller dårlig.

Jeg forstår pointen i at heltinden ikke er perfekt, men sjældent har jeg set en hovedkarakter der vækker så lidt sympati og sågar bare generel interesse. Størstedelen af hvem hun er, er defineret af mænd eller hvor hun bor, i en mose.

Og når historien er omme har hun ingen personlig udvikling gennemgået, for hun befinder sig præcist samme sted som hun startede. Og det er virkelig synd, for hun kunne være så meget mere.

Derudover er alt i denne film pinligt rent: Kyas tænder er perfekte, hendes pandehår stylet og hun klæder sig som om hun har adgang til high vintage tøjbutikker.

Det gør det umådeligt svært at tro på at hun rent faktisk bor isoleret fra samfundet. Eller er der måske et stort udbud af gratis tandlæger ude i sumpområdet?

Hendes kærlighedstrekant og mændene i den er lige så intetsigende, og de eneste karakterer man faktisk holder af (desuden også de eneste karakterer der ikke er hvide), er et ægtepar der ejer en lokal butik, men de eksisterer kun for at passe på pigen.

Hvad er pointen i en historie der ikke flytter sig?

Baseret på en sand historie?

Hvis karaktererne allerede er svage, så skulle man måske tale om baggrunden på filmen. Romanen af samme navn som filmen er baseret på, har fået ros, ja, men er også subjekt for store kontroverser.

Forfatteren Delia Owens er nemlig eftersøgt i en mordsag fra 1995 i Zambia. Hun har en uddannelse i zoologi og har rejst med sin mand og søn for at redde elefanter fra krybskytter, hvorefter en krybskytte er blevet fundet død. Faktisk har hendes mand eftersigende tilstået mordet på mere end én krybskytte, og sagt at de planlagde endnu flere.

Det er rimelig slående, hvis man sammenligner hendes bog med hendes eget liv. Der er selvfølgelig væsentlige forskelle i sted og personer, men spørgsmålet forbliver det samme: har denne kvinde skrevet en bog løst baseret på et mord hun selv har begået?

Endnu mere kritisk er det at Kya selv bliver forfatter, og trods problemer med loven udgiver flere succesfulde bøger.

Dårlig film, dårlig moral

Hvis du er personen der tror på at adskille kunstneren fra kunsten uanset omstændighederne, så vil du nok ikke tænke meget på min kritik.

Men personligt, så synes jeg det er skandaløst at den her film overhovedet har fået lov til at blive lavet.

Hvis man bare kender lidt til bogen og forfatteren, ender man i biografen med en dårlig smag i munden og ubehag i hele kroppen – ikke kun når man tænker på at Delia Owens de sidste 27 år har undgået at rejse til Zambia og at svare på nogen af efterforskernes spørgsmål, men også at hun tydeligvis intet problem har med at tjene penge på den skandale. Og så kunne det rage mig om hun faktisk er skyldig eller ej.

’Hvor flodkrebsene synger’ har intet formål som film. Mordmysterieplot er blevet skrevet bedre, romancer er blevet skrevet bedre, og Hollywood skulle desuden være stoppet med at inkludere voldtægtsscener i film for lang, lang tid siden.

Historien er en opblæst måde for forfatteren at forsvare sig selv og samtidig skabe en karriere ud af en skandale hun selv er indblandet i, intet mere. Brug din tid bedre og giv dine penge til en kunstner der fortjener dem.