Trods et anker af skandaler sætter ‘Døden på Nilen’ stadig til søs og satser på en blid sejltur. Kenneth Branagh er skipper for skuden, og filmen omhandler en tur på Nilen, der bringer en gruppe mennesker i livsfare, da en morder dukker op iblandt dem. Men bare rolig – den overskæggede Hercule Poirot er på sagen.

Hammer sømmer sine skandaler fast i fundamentet

Der har været mange teorier om, hvorledes ’Døden på Nilen’ overhovedet ville ende på det store lærred. Med to år i skuffen og seks premiere-udskydelser har Kenneth Branaghs nye fortolkning af Agatha Christies roman været et større mysterium, end dens hæderlige kildemateriale. 

Spørgsmålet, mange af os grublede over, var, hvad de dog havde tænkt sig at stille op med den skandaleramte Armie Hammer, som spiller én af hovedrollerne. Svaret er så – intet overhovedet. 

Armie Hammer er også på højdepunktet af sit skandale-hjul for tiden, så timingen af denne film er super uheldig. Den 35-årige skuespiller, der er blevet beskyldt for voldtægt og andre utænkelige handlinger, er blevet fjernet fra plakaten og har ikke sluttet sig til sine medspillere på den store promoveringstur. 

Trods et ellers stjerne-fyldt cast med navne som Annette Bening, Gal Gadot, Tom Bateman, Russel Brand og Latita Wright har Hammers skandaler, desværre, lagt sig som et befængt tæppe over en ellers udmærket film. 

Der var teorier om, at de ville genindspille Hammers scener og så udgive filmen senere, men producerne har alligevel valgt at sende den op på lærredet. I “gamle” dage var konsensus, at hvis en film fik premiere i årets første måneder, så var det fordi distributørerne ikke stolede på filmens kommende omsætning eller ry. Selvom vi lever i en tid, hvor trends ældes lige så hurtigt som mælk, så kan det være, at der stadig er noget i den gamle salgsmetode. 

“Lad os bare sende det afsted og få det ud af verden”. Det kan være det, de har tænkt. Og filmen er sgu heller ikke god nok til, at det er værd at genindspille noget som helst. 

Spørgsmålet om kunstnerens rolle i kunsten har været en debat, der har været der, lige så længe kritikere har tænkt over kunst. Især nu har relationen mellem kunst og kunstner aldrig været mere spændt, og idéen om at adskille de to enheder er ikke på tale. 

Hvis jeg ikke anede noget om rygterne vedrørende Armie Hammer (eller resten af castet), kan det godt være, jeg ville sidde tilbage og nyde filmen nogenlunde for det, den er, men når hele produktionen og samtalen omkring filmen har været så mættet af den omtale, den nu engang har fået, var det meget svært at distrahere mig fra det.

Et mysterie-plot og noget mere plot og noget handling

’Døden på Nilen’ er efterfølgeren til Kenneth Branaghs første Agatha Christie-fortolkning, ’Mordet på Orient Expressen’, der udkom i 2017. Ligesom i den tidligere film følger ‘Døden på Nilen’ den excentriske detektiv Hercule Poirot i hans indvikling i et net af løgne, bedrageri og, selvfølglig, mord.  

På den overdådige flod Nilen ombord på et cruise-skib, der brager gennem det varme Egypten, er en gruppe, inklusiv vores kære detektiv, på ferie for at fejre et smukt pars bryllup. 

Ikke lang tid efter festlighederne er gået i gang, er det første offer faldet for den mystiske morder, og Poirot er nu i en kamp mod tiden for at finde frem til den, der står bag, før de slår til igen. Og igen.
Agatha Christies sprudlende karakterer er mindeværdige og passer lige ind i et cluedo-spil. Vi har, blandt andet, den vragede elskerinde, det nygifte par, den optimistiske unge mand, der driller den store detektiv, den store diva-sangerinde, den hemmelige affære, den rige kvinde og hendes sygeplejerske.

Alle er de fanget på båden, mens en morder løs – men hvem er den rigtige skurk?

Mord-mysterier med mutte miner

Med tårnhøj produktionsværdi og interessant kameraarbejde er Branaghs store film en Blockbuster, der vil frem i verden. Takket være mord, mysterier og overraskende twists er der altid noget spændende at hente i Agatha Christies formidable historier, og hendes historie ’Døden på Nilen’ er helt klart et godt eksempel. 

Dog er Agatha Christies historier ofte så brugte, at vi kan regne plottet ud ganske hurtigt. 

Det, der gør Hercule Poirot så interessant, er hans excentricitet, geniale hjerne og ensomme hjerte. Hvor ’Mordet på Orient Expressen’ var let og legende, kommer efterfølgeren dog lidt til kort grundet Branaghs nogengange over-teatralske og alvorlige tone.

I Branaghs ‘Døden på Nilen’ får Poirot også en længere baggrundshistorie, der trækker mystikken væk fra den finurlige detektiv og gør hans underlighed til en konsekvens af et traume i stedet for bare at være op til fortolkning. 

’Døden på Nilen’ er en hyggelig tur i biografen, der dog alligevel trækker en teatralsk line helt ud i vandet, så man drukner i alvor og selvhøjtidelighed. Kronen på værket af alvor kommer i form af en knude i maven ved navn Armie Hammer, der har slået et søm i hjertet af filmen, så det er svært at tage den seriøst.

Så, Kenneth Branagh, næste gang du springer ud i en nyfortolkning, så tænk lige en ekstra gang over, hvem du hyrer – der er allerede mord nok i Agathas dystre katalog.