Af Frederik Schelde-Jensen
I victoriatidens London arbejder lægen Mortimer (Hugh Dancy) på et af byens mange hospitaler, men fyres med det samme, fordi man nægter at tro på den ny lægevidenskab, Mortimer taler så varmt om. Mortimer får plads hos Dr. Dalrymple (Jonathan Pryce) som er den førende læge inde for kvindesygdomme. Dalrymple behandler de rige kvinder for det, han kalder hysteri, men som i virkeligheden blot er en meget trængende dame. Behandlingsmetoden består i, at Dalrymple masserer kvindens vagina, hvorefter hendes hysteri, det vil sige hovedpine, forsvinder.
Den nye læge i huset, Mortimer, viser sig at være formidabel til netop denne behandlingsmetode, og rækken af patienter i venteværelset bliver længere og længere. Samtidig med Mortimers stigende popularitet blandt Londons fineste damer, bliver han forlovet med Dalrymples pæne datter, og hans fremtid ser lys ud. Grundet den konstante massage får Mortimer dog krampe i sin højre hånd, og på baggrund af kontroverser med en patient, fyres han. Men Mortimer er godt stillet, for hans fordrukne ven, Lord John-Smythe (Rupert Everett), har leget Georg Gearløs i privaten, og viser Mortimer verdens første vibrator.
Ser man på filmens temaer, kvinder og sex i Victoriatiden, muliggør disse, at filmen har potentiale til at være morsom. Desværre er filmen slet ikke sjov. Eller, det vil sige, hvis man synes, at det er morsomt, at se ti forskellige kvinder blive stimuleret af en læge på 60 år, skal man nok få det sjovt. Filmen spiller i høj grad på gentagelsen af scenen med en kvinde med spredte ben, og en læge som rager rundt mellem disse med fedtede fingre. Ja, det er sjovt den første gang, men derfra går det bare ned ad bakke. Til sidst bliver det trivielt med så mange tilfredsstillede kvinder.
Skuespillet er heller ikke noget at råbe hurra for. Skuespillerne spiller ikke dårligt, men det bringer ikke noget nyt til sit felt, og virker til tider monotont. Det friske skuespil, hvis det da overhovedet er til stede i Hysteria, bliver leveret af Maggie Gyllenhaal i rollen som Charlotte Dalrymple. Gyllenhaal er cirka lige så god som hun var i Batman: The Dark Knight som Rachel Dawes. Dengang leverede hun heller ingen kraftpræstation, men som i Hysteria får hun sig netop svunget op over dyndet af middelmådighed, og tilfører filmen dén smule friskhed, man hele tiden savner.
Filmen vil for meget, men kan ikke både rumme sex, britisk sædelighed, kampen for ligestilling, kærlighed og en retssag. For mig at se, bidrager filmen ikke med noget nyt til temaet om kvinder og selvtilfredsstillelse. Den er for triviel og tom. En 60+ singlekvinde vil muligvis finde nogle af stimulationssekvenserne morsomme. Jeg frygter bare for, at hun i så fald vil grine af en personlig genkendelighed.
Jeg vil tro, at den faktuelle tilgang til vibratorens historie ville være fint materiale til en DR2 Tema-Lørdag, men det fungerer bare ikke som spillefilm. Personernes sidehistorier er for kedelige til man gider høre om dem. Den eneste forskel på Hysteria og en triviel tv-serie er, at man kan zappe væk fra tv-serien. Vent med at se filmen til du bliver en 60+ singlekvinde.
Hysteria har premiere 1. december over hele landet.
