Da den norske auteur, Dag Johan Hagerud gik i skole, blev en af hans klassekammerater ved et uheld slået ihjel af et andet barn på skolen. Det såede kimen til hans film ’Barn’, som jeg har talt med ham og hovedrolleindehaveren Henriette Steenstrup om.

Lige under taget i Grand-biografen ligger det rum, hvor jeg skal lave interviewet. Da jeg træder ind, bliver jeg mødt af to venlige og imødekommende mennesker. Vi hilser varmt på hinanden, og den ene byder mig en kop kaffe, og da jeg har takket ja, skænker hun mig en kop.

De to behagelige personer er skuespillerinden Henriette Steenstrup, som spiller den kvindelige hovedrolle i filmen ’Barn’ – eller gør hun nu det? Spørgsmålet kommer vi ind på i løbet af vores samtale. Den anden er Dag Johan Hagerud, som har instrueret filmen og skrevet manuskriptet.

Jeg indleder med at sige, at jeg har glædet mig meget til at tale med dem. For i torsdags overværede jeg filmen til en pressevisning, og den har lige siden rumsteret i mit indre og affødt en masse spørgsmål, som jeg har set frem til at stille dem.

Du kan læse Christinas seksstjernede anmeldelse af Barn her:

I forbindelse med min egen reaktion spørger jeg dem om, hvordan folk har responderet på filmen?

Henriette Steenstrup fortæller:

”Vi var ret spændte, for vi tænkte, at dette er jo en meget skandinavisk film. Så måske kunne folk ikke relatere til den. Men i Italien [på filmfestivalen i Venedig, red.] var der vældig mange spørgsmål, og man engagerede sig meget i den. Der kunne de forholde sig til skolesystemet. Jeg føler, det er sådan en film, hvor nogle måske er bange for at se den, for den handler jo om et barns død. Men så bliver de overraskede over, at den er så humoristisk. Folk bliver ramt af den. De får lyst til at tale om den. Man går ikke bare hjem efter at have set den, man har behov for at diskutere den. Det er en meget humanistisk film.”

Dag Johan Hagerud forsætter:

”Jeg talte med en journalist fra Jordan, og han sagde, at hvis det var sket i hans lille landsby, så ville det hele have været overstået på et kvarter, for så ville den dræbtes familie bare have dræbt hele den skyldiges familie. Altså bedrevet blodhævn. Derfor blev han ramt af den. Han synes, den handlede om tolerance og evnen til at kunne tale med hinanden.”

Instruktøren kunne faktisk se et klart kulturskred imellem udlandets måde at reagere på filmens hårde tema og så den skandinaviske. Den oplevede han som mere dialogsøgende.

”Jeg oplevede, at jo længere væk, vi kom fra de skandinaviske lande, dets stærkere reaktioner fik filmen. I Skandinavien kunne de genkende sig selv i situationerne, de fik også noget at snakke om, men på en anden måde. Mange har engageret sig i den, men på forskellige måder.”

Et latterkor spreder sig i rummet
Skuespillet i ’Barn’ er meget autentisk. Det er så ægte, at man ofte føler, at det er virkelige mennesker, man ser på og ikke skuespillere, der fortolker en rolle.

Jeg spørger Dag Johan Hagerud, hvordan han får så naturlige præstationer frem i sine skuespillere? Har han en særlig metode, når han instruerer?

”Nej, jeg har ikke nogen særlig metode. Jeg arbejder ofte med de samme skuespillere, så når jeg skriver manuskript, har jeg tit skrevet en bestemt rolle med en bestemt skuespiller i tankerne. Jeg ved ikke, hvor meget betydning det i virkeligheden har, men det hjælper mig, når jeg skriver, at jeg foreksempel kan se Henriette for mig,” fortæller Dag Johan.

Faktisk er det en utrolig langsommelig proces for instruktøren at skrive sine skuespillere ind i karaktererne:

”Når vi skal til at optage, har vi altid en prøve inden. Ved ’Barn’ havde vi en læseprøve et helt år, før vi gik i gang med optagelserne, og så kunne jeg bruge dét, og skrive det ind i manus og ændre lidt. Så har vi en prøve nogle dage før optagelserne i det omfang, vi har råd og mulighed for det, for når der er så mange skuespillere, så er det vanskeligt at samle folk.”

Henriette Steenstrup spiller Liv, som er rektor på skolen, hvor ulykken sker. Hun er et samvittighedsfuldt menneske, der møder andre med respekt og omsorg.

Havde du Henriette i tankerne, da du skrev karakteren Liv, som hun gestalter i filmen?

”Ja, det havde jeg. På nogen måder var det dét, som det hele startede med. At jeg havde lyst til at skrive en sådan slags karakter til Henriette. For jeg synes, at hun er så god til at spille jordbunde personer. Det skulle være én, som kunne bringe troværdighed til den form for karakter, så det havde jeg lyst til at prøve – og også lave en stor og bred rolle.”

Jeg vender mig om mod Henriette og spørger hende, hvor meget indflydelse hun har haft på udformningen af karakteren Liv. Hvor meget indflydelse oplever hun, at skuespillerne har, når de arbejder med en instruktør som Dag Johan Hagerud?

”Mere end nok.”

Her pauseres der kort. Et latterkor spreder sig i rummet. For hendes svar har fået os alle til at grine.

Hun fortæller videre.

”Jeg føler mig meget tryg ved Dag Johan, men er ikke så sikker på mig selv. Så jeg tænker ofte: Er det godt nok? Får man et ordentlig indtryk af det menneske, jeg spiller? Jeg føler absolut, at det er vældig sjovt at diskutere manus og scenerne med Dag Johan. Det er ganske frit, samtidig med man ved, hvilken retning man skal gå. Så jeg føler, der er en passende mængde indflydelse. Man har ansvar, men ikke for meget. Det er ikke rart, hvis tingene bare flyder, og man skal tage en masse ansvar.”

Jeg var sikkert femtevalg til denne rolle
Hvad er det, der gør, at skuespillere ønsker at arbejde sammen med Dag Johan?

”Der er ikke mange instruktører i Norge, der laver den type film, han gør, som er menneskelige dramaer. Det er noget som alle skuespillere gerne vil. Men det handler også om Dag Johan som person. Det handler om kemi og en følelse af måden, han taler til én på. Man bliver ikke bange, nogle skuespillere er usikre og tænker, ”jeg var sikkert femte valg til den her rolle.” Men Dag Johan får alle til at føle, at netop de var ønskede til at medvirke i denne film, og så tror jeg, at hvis skuespillerne har en høj grad af selvtillid, er halvdelen af arbejdet er gjort, og det er Dag Johan god til at give skuespillerne.”

’Barn’ er et flerstemmigt værk. I stedet for at følge en enkelt eller få karakterer, er der fokus på mange af dem, der er ramt af ulykken.

Hvorfor har du valgt at fortælle historien som et ensembleværk, spørger jeg Hagerud?

”Vi havde lyst til at lave en film, som havde mange niveauer og perspektiver på temaet børn. Og så synes jeg også, det er vældig morsomt at arbejde med mange skuespillere. Jeg havde lyst til at have med mange folk at gøre. Så måtte jeg jo skrive roller til dem og bygge det op. Vi arbejdede længe med dét, at ulykken er hovedpersonen. Ja, for ulykken/Jamie er på en måde filmens hovedperson. Og hvis man arbejder ud fra det, skaber det plads til ganske mange folk. Man kan bygge det op på mange forskellige måder, med mange forskellige perspektiver.”

Til slut drøfter vi kort, hvordan det forløb til forpremieren i går aftes i Grand. Begge mener, at det gik godt. De var der for at fortælle kort om filmen, men var ikke tilstede til selve visningen. Men de havde spioner placeret i salen, som mente, at stemningen havde været positiv.

Mon ikke også dét publikum havde behov for at tale om filmen bagefter?