Den franske instruktør-duo Eric Toledano og Olivier Nakache, kendt for ’De urørlige’, skildrer den største alvor med den fineste lethed.

Teenageren Valentin (Marco Locatelli) sidder på gulvet i sin stue på hospitalet. På hovedet bærer han en boksehjelm, men det er ikke, fordi han dyrker boksning. Han lider af en svær grad af autisme og er selvskadende. Gør andre mennesker ham utryg, hvilket ofte sker, bliver han voldelig.

Nu er Valentin ikke alene på mere, for Bruno (Vincent Cassel) kommer langsomt ind og sætter sig overfor ham. Han rækker hånden ud for at hilse.

Valentin er en af de mange skæbner, vi møder igennem Brunos organisation ”De retfærdiges stemme”, som hjælper børn og unge lidende af svær autisme, der er faldet ud af systemet.

Bruno selv er under opsyn af de sociale myndigheder. Han har ikke de nødvendige tilladelser, og stedet, som er Brunos hjertebarn, er i fare for at blive lukket.  Filmen følger også Malik (Reda Kateb), der driver en lignende organisation. Han er Brunos faste allierede og ven. Begge karakterer er inspireret af personer fra virkelighedens verden.

At stå udenfor normen
’Hors Normes’ er filmens originale titel, og oversættes det direkte til dansk, betyder det ’Udenfor normen’. Den titel passer langt bedre end den danske ’De særlige’, som har en klang af forskønnelse.

For selvom historien er rørende og morsom, giver den på ingen måde et idealiseret billede af det univers, vi befinder os i. Vi får mulighed for at være en flue på væggen på arbejdet hos Bruno, Malik og de handicaphjælpere, de har ansat. Det giver filmen et dokumentarisk præg, som tilføjer miljøskildringen en stærk grad af autenticitet.

Malik og Bruno leder hver sin institution, men de har også skabt deres eget uddannelsestilbud. Eleverne består af utilpassede unge fra socialt belastede områder. Skitseringen af sidstnævnte gruppe er desværre ikke dybdegående nok, og den fremstår overfladisk. Derudover føles en kærlighedshistorie mellem en af hjælperne og en talepædagog ret påklistret og klicheagtig overfor den ellers så gribende fortælling.

Hvad der særligt imponerer ved filmen, er den perfekte balance mellem humor og alvor. Den finurlige skæve komik er aldrig på bekostning af den seriøse beskrivelse af arbejdet med de udfordrede skæbner. Det skyldes et meget velskrevet manuskript og det brillante, underspillede skuespil. Flere af de medvirkende er i øvrigt selv autister eller pårørende.

At blive set som medmenneske
Bruno og Maliks pædagogiske tilgang betyder, at de fortabte og stærkt udfordrede børn og unge mødes med respekt, tålmodighed og stor omsorg. De bliver først og fremmest set som medmennesker.

Det ligger i de to visionære socialarbejderes menneskesyn og den klare overbevisning, der vokser ud af mange års erfaring med, hvad der skal til for at hjælpe disse mennesker, som hidtil har levet i mørke. Nu får de særlige endelig det sollys, der er nødvendigt for, de kan vokse. Det er klart og stærkt skildret og rammer helt ind i hjertekulen.

En længe ventet gave
Herfra skal gives en ærbødigt applaus til Vincent Cassel, som fortolker karakteren Bruno sublimt. Han viser socialarbejderens heltemod, men giver ham de nødvendige nuancer, som gør, at Cassel fremstår som et helt menneske.

Tænk, at fransk films koleriske alfahan (’Irreversible’) i en alder af 53 kan berige os med nye sider af sit i forvejen så store talent. Rollen må være som en længe ventet gave for ham.

Hvis jeg kunne efterlade en tåre som tegn på, hvor dybt filmen rørte mig, ville jeg gøre det.

Jeg kan ikke vente til et gensyn med denne så smukke film.