Zombier, voodoo og søsterskab på en kostskole – i én mysteriøs blanding. Den franske instruktør Bertrand Bonello leverer anderledes filmisk kolonikritik, som lever bedst igennem sine underskønne og dragende billeder.

Fire teenagepiger ligger tæt sammen. De er nærmest smeltet sammen til ét legeme. Men ikke Fanny (Louise Labèque). Hun ligger lidt fra venindeklumpen, for sig selv – i sin egen verden.

Fanny går sammen med de andre piger på en fornem, gammel pigekostskole i nutidens Frankrig. Sammen har de en hemmelig klub. De kalder hinanden for søstre og mødes i skolens dystre og stemningsfulde korridorer i den mørke nat.

Her lytter de til musik, læser poesi højt for hinanden og sladrer om de andre på skolen. Søsterskabets seneste tilføjelse er den smukke, haitianske Melissa (Wislanda Louimat). Hendes værge er mosteren Katy (Katiana Milfort), der er mambo. En præstinde indenfor voodoo-religionen.

Stærk stemning af intensitet og uskyld
Selvom Fanny har sine medsøstre, mærker man tydeligt hendes ensomhed og isolation. Hendes blik er fjernt og drømmende, og hun er aldrig rigtig mentalt tilstede.

Vi ser hende foreksempel i samtale med de andre. Men på lydsiden læses de længselsfulde og ømme sms-beskeder højt, som hun skriver til sin kæreste Pablo.

Stemningen af intensitet og uskyld hos kostskolepigerne brænder blændende igennem til tilskueren. Kameraet betragter de unge piger igennem stemningsfyldte og drømmende billeder med fængslende underlægningsmusik.

I filmens andet spor er vi i Haiti i 1962. En ung mand (Mackenson Bijou) er igennem et voodooritual blevet forgiftet og nu en zombi (filmen bruger denne oprindelige kreolske stavemåde).

Efter begravelsen bliver han gravet op igen for at blive brugt som slave på en plantage. Men det lykkedes ham at flygte. I sanselige og drømmende billeder følger vi hans mentale vildfarelse i bjergene.

Filmens brug af underlæsningsmusik forstærker fornemmelsen af hans ensomhed og tomhedsfølelse. Ligesom Fanny er han ikke til stede.

Der klippes mellem de to historier, og man fornemmer, at de er forbundne. Jeg vil ikke røbe, hvordan eller i hvilken retning, det hele udvikler sig. Ens oplevelse vil blive ødelagt, hvis man har for mange informationer på forhånd.

Hvide verden lyt til mit zombibrøl
Filmens første time er meget dvælende og betragtende. Det og dens brug af in media res er formodentlig valgt, fordi vi som publikum skal have plads til selv at sanse og reflektere.

Det er absolut sympatisk, og jeg elsker, når film er sådan. Men i det her tilfælde bliver det i længden en forhindring for indlevelse i karaktererne og fortællingen. Jeg berøres kun momentvist, fordi vi mestendels er betragtere.

Ved at tage udgangspunkt i Haiti og Frankrigs fortid og nutid, er det er tydeligt, at instruktøren ønsker at fortælle en sammenhængende beretning om, hvordan Frankrigs kolonisering af Haiti kaster sorte skygger ind i nutiden.

Kolonialismekritikken lægges drypvist ud, for eksempel ved en tale om stoltheden ved de gamle, franske napoleonske værdier, som forstanderinden holder for de unge piger. Og i beretninger om jordskælvet i Haiti i 2010.

Derudover bliver Haitis voodoo- og zombireligion skildret som en måde at holde fast i sin oprindelige kultur og ikke lade sig oversvømme af kolonimagtens værdier. Melissa citerer i en stærk scene intens zombi-poesi af René Depestre: ”Hvide verden lyt til mit zombibrøl”.

Betagende og velkomponerede billeder
I filmens anden del bredes voodooelementet for alvor ud. At anvende dette til at skildre kolonialismens forbrydelser er som idé inspirerende. Men i praksis fejler det mestendels fælt.

I de værste tilfælde kammer det over og bliver ufrivillig komisk. Det fungerer oftest ikke i sammenspil med det ellers seriøse drama.

Filmens styrke ligger i de betagende og velkomponerede billeder og den fortryllende underlægningsmusik.

Billederne af zombien i de haitianske bjerge og af Fanny helt alene i en monumental sal på den gamle kostskole sidder forsat i mig.

’Zombi Child’ er månedens film i Cinemateket og spiller fra den 11-20 juni