Af Jonas Kim Jakobsen

I Don’t Want To Sleep Alone er en noget særegen filmoplevelse sammenlignet med de fleste andre film, man kan støde på i en gennemsnitligt biograf. Filmen med den specielle, men samtidig mystisk tiltrækkende titel er en Taiwanesisk/Malaysisk co-produktion fra 2006, der foregår i storbyen Kuala Lumpur, hovedstaden i Malaysia.

I filmen følger vi en gruppe mennesker, der befinder sig nederst i samfundet og derfor må hutle sig igennem tilværelsen. To historier er centrale i filmen. I den ene følger vi en gruppe mænd, der bor sammen og som hjælper en Kineser, der er blevet overfaldet, med at komme tilbage på benene igen. Den anden historie omhandler en ung pige, som bor sammen med sin mor og sammen passer de datterens mand, der ligger i koma og derfor kræver konstant pleje.

Så langt så godt. Overstående handlingsforløb kunne minde om noget fra mange andre dramafilm, men det er fortællemåden hvorpå I Don’t Want To Sleep Alone skiller sig ud. Kameraet er fastlås i alle filmens scener. Dvs. at, der bliver ikke panoreret, zoomet eller lignede som vi tager for givet i de fleste andre film. Tilmed bliver der næsten heller ikke klippet i de enkelte scener, hvoraf mange er ganske lange. Man skal derfor vænne sig til filmens langsomme tempo, og gør man ikke det bliver den hurtigt ganske ulidelig at overvære.

Dialog i filmen er yderst sparsom, og vi bliver heller ikke præsenteret for personerne på traditionel vis, men bliver i stedet kastet midt ind i deres liv. Ingen af personernes navne bliver på noget tidspunkt oplyst for en, så man står med en gruppe lettere anonyme mennesker, man skal følge i filmens 2 timer lange spillelængde.

Den utraditionelle fremgangsmåde til filmmediet er speciel, men set før i bla. Svenske Roy Anderssons Sange Fra Anden Sal eller Ungareren Bela Tarrs film, som blev vist i Cinemateket i forrige måned. Som seer af sådan en type film bliver man tvunget til at lede efter mening andre steder, nu hvor kameraet ikke hjælper med at give ’clues’, som man er vant til.

I Don’t Want To Sleep Alone er en tung omgang, men den besidder en meget flot billede poesi, som til tider er skræmmende flot. Historien der langsomt udvikler sig, tager også en drejning der gør, at man alligevel er nysgerrig efter den ene tunge scene efter den anden. Filmen vil ganske sikkert ikke falde i alles smag og dens stil kan hurtigt blive irriterende, hvilket til tider skete for undertegnede, men alligevel havde denne anmelder en mærkelig lyst til at se den igen bagefter.

4 ud af 6 stjerner