I en tid med massivt fokus på det ydre og selviscenesættelse, brager Amy Schumer igennem og slipper charmerende og elskværdigt dellerne løs.

Så sent som i morges stod jeg og overvejede om jeg nu også kunne tage de her shorts på. De var jo lidt korte, hvilket betød at man måske ville komme til at se min slaskede appelsinhud. Jeg så mig selv i øjnene, iførte mig et par inder-short (bare lige for at holde liidt på tingene) og besluttede mig så for at ignorere min trofaste lille indre stemme. I biografen fortrød jeg en smule. Jeg forsøgte igen at ignorere min ihærdige lille fastboende frenemy (den indre stemme), men så mødte jeg Renee Bennett (Amy Schumer).

En almindelig it-kvinde i 30erne, hvis hverdag fyldes med evig påmindelse om, at hun ikke har den ”rigtige” størrelse og form. Ufiltreret indtager Renee samtlige af de dømmende blikke og afvisende energier, hun møder på sin vej. Hun er overbevist om, at hvis bare hun var smuk som de tynde Kylie Jenner look-alikes fra spinningcentret, så ville hendes liv være meget bedre, lykkeligere, mere kærlighedsberiget, succesfuldt (træk vejret) og måske endda magisk. For de tynde restylane pigers liv, det er jo magisk… Er det ikke?

Bye bye frenemy
Renees liv tager en forudsigelig drejning, da hun en dag slår hovedet og efterfølgende ser sig selv med andre øjne. Hun får lov at gennemleve hvordan tilværelsen kan opleves, når ens indre frenemy er fuldstændig væk. Frisindet og godtroende går Renee, med max girlpower og en uskyldig umiddelbarhed, på opdagelse i en ny hverdag. Den indre tiger er sluppet løs og ingen dømmende blikke eller kommentarer noteres.

Det er tydeligt at folkene bag ”I Feel Pretty”, duo-parret Abby Kohn og Marc Silverstein, har en forkærlighed til forvekslingsfilm. Især er der klare referencer til 80’er klassikeren ”Big” i denne komedie. Sammen med en masse fine referencer har duoen, i deres første instruktørrolle, pakket dette værk ind med tå-krummende pinligheder, spraglet gavepapir og en stor røvfuld selvironi. Hvad der i filmen kan virke fake og utroværdigt, trækker (desværre) værket en smule ned til trods for at de lige formår at forløse det. Det ændrer dog ikke på at denne film bare skal ses.

Jeg tror mange vil straffe det her værk. Både på grund af skuespilpræstationer, der lugter lidt af nybegynder instruktion og den til tider påtagede slapstikkomik som florerer.

Men denne komedie har noget på hjertet der, i disse selv-iscenesættende-botox-instamoment-tider, er yderst vigtigt. Et stærkt budskab som filmen i den grad brænder igennem med. Jeg både græd af grin, men også over hvor Renee Bennett nu engang endte i sit forsøg på at slippe sine smukke fejlfri deller løs. Elskede du Bridget Jones vil du helt sikkert også forelske dig lidt i Renee Bennett.

Amy Schumer er en power kvinde, der ikke er bange for at være kikset. Sådan virkelig kikset. Hun har i begyndelsen lidt svært ved at brænde igennem, men efter sit første vendepunkt formår hun på genial vis at levere en præstation og komisk timing som kun Amy kan gøre det. Så efter mit møde med denne skønne karakter gik jeg storsmilende fra biffen imens jeg tænkte: Renee bor jo i mig! (Måske hun også bor i dig?). Og mine korte shorts og appelsinhudstanker… Ja, de er væk… i hvert fald for nu.

Foto: Scanbox entertainment