Det ligner fiktion, men det er det ikke. Eller er det? Iscenesættelsernes mester, Jon Bang Carlsen, viser et stykke barsk amerikansk virkelighed med ubegribelige historier om forældre og deres børn, om forstædernes fordærvede ungdom.

Klokken er fire om morgenen, da to midaldrende mænd svinger ind på en øde villavej i en forstad til Los Angeles. Bilen sniger sig søgende langs med husene, mens mændene mumlende diskuterer adressen. Da huset tilsyneladende er fundet, gør de holdt og foretager et opkald.
”Mr. Miller. Yes, we’re here.(…) No, don’t wake her, it will only make her suspicious. (…)”
Mændene forlader bilen, ringer på døren og lukkes ind af Mr. Miller, der viser vej til sin datters soveværelse. Rutineret stiller mændene sig på hver side af sengen, mens Mr. Miller blidt vækker sin datter med meddelelsen om, at de to mænd er kommet for at tage hende med, at alt bliver godt, og at hun bare skal følge med dem.
I de efterfølgende minutter udspiller der sig et grotesk scenarie i det lille soveværelse: De to mænd forsøger uden held at berolige den efterhånden hysteriske pige, hvorefter de fragter hende ud i bilen, mens hun spræller og råber ad sin far, der står og betragter det hele med et uudgrundeligt ansigtsudtryk.

Amerika-trilogiens afslutning
Således begynder Jon Bang Carlsens både barske og rørende dokumentar, der vistes som et ”work-in-progress”-cut på sidste års CPH:DOX. ’I kærlighedens navn’ er den afsluttende del af Amerika-trilogien og belyser, ligesom de to foregående dele ’Fugl Fønix’ og ’Hotel of the Stars’, en fortiet side af det amerikanske samfund. Denne gang stilles der skarpt på spolerede forstads-teenagere og deres forældres drastiske metoder til at håndtere problemet på.

Filmen følger tremands-firmaet med det sigende navn ”Intervention”, der har specialiseret sig i at bortføre uregerlige teenagere og køre dem langt væk fra hjemmet til en opdragelsesanstalt i mormon-staten Utahs ørken. Med forældrenes samtykke bliver både Simon og Patricia flået ud af deres senge tidligt om morgenen, uden at vide hvem de fremmede er, og hvad der venter dem for enden af den lange køretur. Trodsige, utilnærmelige og med en sitrende aura af had og vrede sidder de magtesløst og afventer den skæbne, deres forældre har påtvunget dem – i kærlighedens navn.

En virkelighed der ligner fiktion
Interventionerne er så absurde, at de mest af alt ligner scener fra action-film, hvilket stiller kæmpe spørgsmålstegn ved forældrene og ”Intervention”s velmente fremgangsmåde. Helliger målet midlet? Og er det i det hele taget de unge, den er gal med?
– ”Are there any of the parents who send their kids here just to get rid of them?”
– ”Yes, defintely!”, svarer én af opdragelsesanstaltens ansatte uden tøven, ”they don’t want them to come back.”
Simon og Patricias historier flettes sammen med Bang Carlsens refleksioner over sin egen opvækst og det betændte forhold til faderen, hvis ønske om en fandenivoldsk søn han ikke kunne opfylde.
Publikum følges troligt gennem filmen af den typisk Bang Carlsenske poetisk-refleksive voice-over, der i den grad sætter tankerne i gang – om end den til tider bliver en anelse tung i sin metaforiserende funderen over filmens tematik.

Med sin visuelle skaberevne som redskab filtrerer Bang Carlsen virkeligheden til en historie, der både skræmmer og fascinerer – som var det fiktion.