I Krig -

Ny fransk film om arbejdets helte er forbudt for burgøjsere og kapitalistlakajer. Lige som det skal være.

I en fransk provinsby står en fabrik til at lukke. Det er den eneste større arbejdsplads i området, og de 1100 ansattes fremtidsudsigter ser sorte ud.

Fabrikken har før været lukningstruet, og for to år siden gik de ansatte med til at udføre gratis overarbejde for at forhindre det. Aftalen skulle sikre arbejdernes job i minimum fem år, og fabrikken ville i tilgift modtage statsstøtte.

Nu er aftalen brudt.

Arbejderne føler sig godt og grundigt røvrendt. Deres karismatiske tillidsmand, Laurent Amédéo, meddeler chefen, at de agter at besætte fabrikken i forsøget på at rede deres jobs.

Krigen er skudt i gang!

Vi møder Laurent til det indledende møde med ledelsen, og vi følger ham derefter tæt over de tre måneder, strejken varer. Efterhånden som tiden går, bliver konflikten forsidestof i medierne, de strejkende får bank af politiet, og regeringen forsøger forgæves at mægle mellem parterne. Med højesteretten imod sig og overfor det urokkelige tyske moderselskab, der ejer fabrikken, begynder sammenholdet og solidariteten imellem de strejkende at slå brister.

Hvor længe kan Laurent holde gejsten oppe? Hvor meget længere kan hans kammerater fastholde strejken?

Flue på fabriksvæggen
Instruktør Stéphane Brizé er kendt for sin dokumentaristiske instruktion, og ’I Krig’ er ingen undtagelse. Bortset fra enkelte montagesekvenser er filmen blottet for underlægningsmusik, og den er filmet med håndholdt kamera. Kombineret med naturalistiske skuespilpræstationer og realistisk dialog kommer slutresultatet til at minde mere om en dokumentar end en spillefilm.

Det hele føles meget overbevisende.

Det er også netop fordi, alting virker så autentisk, at jeg følte mig revet med af historien. På overfladen er det jo trods alt begrænset, hvor ”filmisk” en arbejdsmarkedskonflikt kan være. Man ville måske endda fristes til at mene, at det netop er lidt tørt og kedeligt. Men fordi jeg troede på alle karaktererne, fordi jeg vitterligt følte mig som en flue på fabriksvæggen, så føltes spændingsniveauet faktisk højt.

En arbejdsmarkedskonflikt handler jo om menneskers levebrød. Det er lykkedes Brizé at skrue et så autentisk portræt sammen, at jeg bildte mig selv ind, at jeg var vidne til rigtige mennesker kæmpe desperat for deres virkelige livsbetingelser.

Desuden er det erfarne Vincent Lindon, der spiller den stålsatte tillidsmand og hovedperson, og han går totalt i ét med rollen – hans præstation alene er værd at se filmen for. Trés biens!

Venstrefløjspropaganda af bedste skuffe!
På intet tidspunkt i løbet af ’I Krig’ er man i tvivl om, hvor instruktørens sympati ligger. Her er ikke tale om et nuanceret blik på arbejdsmarkedskonflikter og deres parter: heltene er tillidsmanden, fagforeningerne og de strejkende. Skurkene er cheferne, virksomhedsejerne og skruebrækkerne.

Det ensformige budskab gør til tider fortællingen en smule monoton og banal, især fordi der ikke overlades tid til at lære mennesket Laurent Amédéo at kende; tværtimod er det kun hans rolle som stoisk strejkeleder, der afdækkes – og til tider feticheres.

Det har jeg dog ikke det store problem med.

Det er forfriskende at se en så ublu kærlighedserklæring til de almindelige mennesker, som i udkantsområder overalt i Europa ofte bliver ofre for de grænseløse markedskræfter. Det giver gode mindelser om Ken Loach og Erik Clausen, og det er et sjældent syn nu til dags.

Det faktum, at konflikten er mellem franskmænd og tyskere, giver også titlen en underfundig historisk dimension – når franskmændene og tyskerne slås, så kender man sgu Europa igen!

Jeg har dog en anke med filmens slutning, som kommer meget pludseligt, og fremstår både uforløsende og antiklimatisk. I strid med resten af filmens tone er den sågar også overdramatisk. En skam at Brizé ikke formåede at flette fortællingen mere elegant sammen, men rygraden af ’I Krig’ er stadig bundsolid. På barrikaderne!