Gamle Hollywood-legender kaster sig ud i en moderne familiefilm, hvor dynamikken mellem barnebarn og morfar minder om den mellem Kevin og de våde banditter i ’Alene Hjemme’ – dog knap så aggressiv.

Ed (spillet af skuespilleren over alle skuespillere, Robert De Niro) flytter ind hos sin datter (Uma Thurman) og hendes familie. For hans barnebarn Peter betyder det desværre, at han skal overgive sit soveværelse til morfar for at flytte op på loftet.

Men Peter giver ikke sit værelse op uden en kamp, og han erklærer krig mod sin morfar.

En morfar, som er gammel og skrøbelig, men på samme måde som Marv og Harry i ’Alene Hjemme’ aldrig kom slemt til skade efter Kevins drengestreger, er Ed også hårdfør og har venner, som er med på den værste.

Talent dør aldrig

Rollelisten i ’I krig med morfar’ er udfyldt af en sindssyg gruppe ikoniske skuespillere, og hvis man ikke kan lide familiefilm, så skal man alligevel se den her film bare for talentet.

Eds bedste ven Jerry spilles af Christopher Walken, som introducerer Danny, spillet af Cheech Marin, til Ed, og dermed udgør de en helt genial gruppe legender.

På tur i supermarkedet møder Ed så Diane, som spilles af ingen andre end den lille doktor på prærien, Jane Seymour.

Rollen som Eds datter, Sally, spilles af Tarantinos favorit, Uma Thurman, og så har vi også karakterskuespilleren Rob Riggle som Eds svigersøn, Arthur.

En rolleliste mere alsidig og spækfyldt med talent findes sjældent nu til dags, og ’I krig med morfar’ bekræfter bare, hvor savnet det er.

Stjerner kommer ikke billigt, og budgettet er ikke uendeligt

Eller det går jeg i hvert fald ud fra bedømt på den til tider akavede og forvirrende klipning og det svage manuskript.

Selvom holdet af Hollywood-ikoner fungerer, så kan godt skuespil ikke løfte præstationen for alle skuespillere, specielt hvis de ikke understøttes af et stærkt manuskript.

Udover enkelte geniale, dog diskrete, referencer til De Niros karriere, rammer replikkerne generelt ikke plet.

Størstedelen af tiden kan det overses ved at fokusere på det fysiske skuespil, når barnebarn og morfar laver narrestreger mod hinanden, men i nogle tilfælde fungerer det slet ikke.

Og her mener jeg ret specifik Uma Thurman der, ikonisk som hun er, burde indse, at hun ikke kan spille skuespil med sit ansigt, og specielt ikke når det er overfor Robert De Niro, aka kongen over skuespil via ansigtsudtryk.

Rent teknisk er klipningen lidt mangelfuld, specielt når det kommer til flashbacks, hvor man ikke opdager det er et flashback, før efter handlingen pludselig går i stå, fordi man var så forvirret over de pludselige spring i tid.

Så vil man bare hellere se tre gamle legender gå tur og nyde pensionisttilværelsen.

Ja, jeg elsker Robert De Niro, og det er nok

På trods af de forstyrrende lavt budget-komponenter, så var der flere gode grin og hjertevarme øjeblikke i ’I krig med morfar’.

I sidste ende er det en hyggelig film, som formår at ramme dybere temaer som familierelationer og livet efter tab og sorg på en let og rar måde, samtidig med at man ser frem til næste angreb mellem barnebarn og morfar.

Ville jeg ønske, at Robert De Niro var min morfar? Ja. Men ville jeg kunne tolerere at have Uma Thurman og hendes mærkeligt overanstrengede skuespil som min mor? Så skal jeg bare høre ’The Godfather’-referencer fra Robert hele tiden for at kunne holde hende ud.