Hvad der ligner en georgisk version af ’Call Me by Your Name’ bliver en stille revolution i et konservativt samfund, hvor skrøbeligheden kommer i fokus.

I køkkenet råber familien ad hinanden. Men i stuen danser Merab. Han øver sig til en vigtig audition. Der er bare dét, at hans fod er skadet. Den unge danser forsøger forgæves det samme trin igen og igen, og han tager på sin ankel i smerte, mens en stille gråd ryster hele hans væsen.

Det er utroligt, hvor meget en enkel scene kan sige om en karakter. Merab (Levan Gelbakhiani) bor sammen med sin mor, mormor og bror, og det meste af hans liv har handlet om at danse i Georgiens Nationale Ballet. Træningen er hård, tilværelsen er forvirrende, og broderen er aldrig hjemme.

Hans stilfærdige rutine bliver ændret, da Irakli kommer ind i hans liv. Forholdet mellem de to mænd formår at træde ud af skærmen og røre publikums hjerter – og tårekanaler.

Handling fremfor ord
Det var overraskende svært at sætte ord på det drama, den svensk-georgiske instruktør Levan Akin har udtænkt, men i virkeligheden giver det nok mening. Lad mig gøre det klart – dette er på ingen måde en stumfilm. Men dialogen er sparsom, og musikken kan nærmest betegnes som sin egen karakter.

Den georgiske folkemusik er en væsentlig del af scoren, og når den afviger fra dette, så står det på ABBA. Og det fungerer utrolig godt.

Hvad der egentlig starter som jalousi fra hovedkarakterens perspektiv, grundet den nye drengs tilsyneladende overlegne talent, udvikler sig til et hemmeligt forhold. Det er en gammel og velkendt formel, og så klichefyldt som den kan lyde, så er den aldeles relevant – selv i 2019. Man må ikke glemme, at det blot er syv år siden, at det blev lovligt for homoseksuelle at gifte sig i Danmark, og det er endda længere fremme i skoene end USA.

Stigmatiseringen er tydelig, når Merabs veninde overhører snak om en tidligere danser, der blev sendt i kloster til behandling efter at være blevet opdaget i armene på en anden mand – og måske er det netop derfor, ingen ord bliver sat på forholdet i fokus. Deres følelser for hinanden bevæger sig i dansen, deres berøringer og deres hemmelige møder. Man kan nærmest tælle på to hænder, hvor mange samtaler de to har med hinanden.

At holde deres relation bag lukkede døre er ikke oppe til diskussion, det er en selvfølge. Og dette sætter spørgsmålstegn ved, hvor langt vi egentlig er kommet.

Ingen plads til svaghed
Hvad der fremfor alt lægges vægt på, er hovedkarakterernes skrøbelighed. Så meget som denne film er en historie om en hemmelig kærlighed, er det også en historie om en mands anstrengte forhold til sin bror.

Den ældre David (Giorgi Tseretelli) er mere eller mindre fraværende i størstedelen af værket. Merab ser ham blot tidlige morgener, når han kommer hjem med tømmermænd, aldrig til danseundervisningen. Pudsigt nok er det broderen, der fører de unge elskere tættere på hinanden.

Men det er efter filmens klimaks, at den ældres rolle skinner igennem. En rørende morgen efter en fest ligger David sig ved siden af ham, han har taget en omgang bank på vegne af sin bror. De sagde, at du var bøsse, forklarer han simpelt.

Instruktøren bruger dansen og musikken på den bedst tænkelige måde, den bliver et symbol på samfundets forventninger til Merab. Han får gentagene gange at vide, hvor meget maskuliniteten betyder. Hans skrøbelighed bliver opdaget af omverdenen, og han bruger den til sin fordel på brædderne.

Så kald det en kliché – men kærligheden bliver man aldrig helt færdig med.