Et fuldendt feministisk drama af den franske auteur Alice Winocour skildrer stærkt, rørende og medrivende en modig kvindes dilemma i mellem kærligheden til sin datter og drømmen om at flyve vægtløs i verdensrummet.

På en mark i Rusland pryder en kæmpe og majestætisk rumraket landskabet. En kvinde (Eva Green) og en lille pige (Zélie Boulant) betragter den og er tydeligt overvældede af synet. De vender sig mod hinanden og mødes i et blik fuld af kærlighed.

For den franske ingeniør Sara Loreau er det at blive astronaut en barnedrøm. Som lille plejede hun at tage en lampeskærm på hovedet og lege, at hun var afsted på rumrejse. Da vi møder hende, er hendes verden lige blevet vendt på hovedet. Sarah har netop fået af vide, at hun skal til Mars. En astronaut er blevet syg, og hun har fået hans plads.

Men Sarah er ikke alene i verden. Hun er mor til syvårige Stella, der nu står overfor at skulle være uden sin mor i det år, rejsen til Mars er planlagt til at vare. Pigen har tydeligvis sin mors styrke og mod. Hendes yndlingsdyr er en ulv, og hun har salamandere som kæledyr. De vanskeligheder hun oplever i skolens matematiktimer, tager hun let på. Men da hun skal skifte skole og bo i Tyskland hos sin far Thomas (Lars Erdinger), så er matematikopgaverne årsag til gråd.

Hun bærer sit køn som et åg
Det er yderst fascinerende at følge Sarah igennem den træning, hun skal udføre, før hun er klar til ekspedition Proxima. Igennem billeder badede i koldt lys, følger vi nøgternt prøvelserne, som er optaget på det virkelige European Space Academy. Filmen er tydeligt optaget af rum-æstetikken og har samtidig igennem nærbilleder blik for, hvordan øvelserne martrer Sarah mentalt og fysisk. Det tilføjer en troværdighed til processen, at man følger hendes udvikling nøje.

Mike Shannon (Matt Dillon), lederen af ekspeditionen, møder Sarah med stor skepsis og kejtethed. Ved et organiseringsmøde siger han til hende, at det ikke kun er til hendes bedste, men også hele holdets, hvis hun ikke går igennem den samme meget krævende træning, som de andre astronauter. Og da han ved et arrangement for ekskursionens deltagere og deres pårørende skal præsentere Sarah, siger han, at det er nyttigt, at hun er fransk, for han har hørt, at franske kvinder er så gode til at lave mad.

Hun bærer sit køn som et åg. Det er som om hun mentalt og fysisk bærer på en ekstra taske, end mændene på den internationale ekspedition.

Astronauten in spe er i konstant bevægelse. Hun styrter afsted fra Stella og tilbage til træningen. Der er aldrig nogle pauser. Gradvist bliver hun mere og mere udmattet og tvivlen sætter ind.

Overlegent godt skuespil
Eva Green mere end imponerer som Sarah Loreau. Man sanser både hendes sårbarhed og styrke, så hun aldrig fremstår som enten offer eller usårlig.

At opleve Sara og Stella sammen er ren nydelse. Deres tætte bånd er skildret med stor ømhed og naturlighed. Når de omfavner hinanden, er det, som de smelter sammen til ét. Det skyldes blandt andet et overlegent godt skuespil og en velskrevet dialog, der bedst kan beskrives som smuk, finurlig og poetisk.

Som da Stella spørger Sarah:

Stella: Græder du, hvis du savner mig?

Sarah: I rummet løber tårer ikke. De bliver til en kugle på kinden.”

Det savn, de begge føler, gik lige i hjertekulen på mig.

Historien arbejder sig langsomt ind i en, og de sidste tyve minutter af filmen måtte jeg overgive mig til de tårer, der pressede på for at komme ud.

Da jeg stærkt bevæget forlod biografsalen, havde jeg en følelse af, at jeg lige havde oplevet årets filmiske højdepunkt.