En hemmelighedsfuld historie i høj fart bliver ærgerligt haltet på grund af sine forhastede karakterer.

Det er en morgen som enhver anden for Ruby (Merritt Wever).

Indtil hendes ekskæreste, Billy (Domhnall Gleeson), som hun ikke har set i 17 år, sender hende en sms. Hun dropper sine planer og kører til Grand Central Station.

Her mødes parret på et tog i et forsøg på at genoplive deres kærlighed og rejse gennem Amerika sammen.

Dette er den viden, seeren bliver præsenteret for i åbningen af HBO-serien ’Run’, og detaljerne udfolder sig fortsat i et tempo, der kun stiger.

Handlingen er ment til at stresse os, ligeså meget som karaktererne selv føler sig tidspressede.

Desværre fungerer det ikke, for det er netop på karakterområdet, serien halter.

Halvstøbte personligheder
Den kvindelige hovedrolle følges i sin flugtmission af skyldfølelse og forsøg på kontakt fra sin ægtemand, Laurence (Rich Sommer).

Hun har tilsyneladende fået den klassiske, ideelle kernefamilie, mens hendes elsker har banet sin egen vej som en succesfuld livsguru.

Missionen er præget af tidspres, og afsløringer kan ikke undgå at udfolde sig i hvert afsnit, jo mere parret begynder at stille spørgsmål til den anden.

Jeg forstår konceptet, men kan ikke undgå at være ærgerlig over håndteringen af vores kvindelige karakter. For hver gang vi lærer mere om Ruby, er det altid i forbindelse med hendes kærlighedsliv.

Tilbageblik på hendes ungdom er udelukkende præget af kæresten, mens hendes karriere bliver nævnt og hurtigt flygtet fra til fordel for det senere ægteskab.

Dette er mere end noget andet en kærlighedshistorie, så det er naturligt, at der her ligger et fokus. Men det er mærkeligt, når Billys karriere og relationer til andre karakterer bliver afviklet og eventuelt en del af filmens konflikt, mens Ruby’s forhistorie synes så ærgerligt mangelfuld.

Og i en tid, hvor vi stadigt bliver givet flere kvindelige hovedroller, rige på muligheder og udvikling, så er det svært at se én, hvor hendes eksistens mere eller mindre afhænger af mænd.

Intriger med et glimt i øjet
Konflikten holder dog stædigt fast i seeren.

Specielt parrets ophold i Chicago, hvor afsnittets tid går på at planlægge, løbe rundt, og vente på at de igen mødes på et hotelværelse, formår at vise seriens potentiale.

Castet er også ekstremt begrænset, og de nødvendige sidepersoner bliver lidt efter lidt introduceret, udelukkende for at skabe problemer for dem, vi følger.

’Run’ er skabt til at stresse dig.

Den skruer gradvist op for farten og holder kun pauser for afslørende vendepunkter og skæve øjeblikke. Og dem er der mange af.

Skaberne har humoren i hånden, og selvom den fungerer, som den skal, hvor den skal, så har den det med at tage overhånd.

Et intimt øjeblik i parrets private kabine bliver afbrudt, da Ruby sætter sig på håndvasken og uheldigvis tænder for vandet. Det er akavet, og man kan grine lidt i en tidspresset situation.

Med korte afsnit og en tidspresset, intens historie, egner ’Run’ sig vel til binging, i en tid, hvor vi alligevel alle sidder indenfor og har brug for noget spænding. Men jeg kan ikke ryste følelsen af, at skaberen af serien ligeledes har hastet sig igennem projektet. Og det overskygger nemt det potentiale det indeholder.

‘Run’ er anmeldt på baggrund af afsnit 1-5 af sæson 1.