Stille sejler kanoen ned ad floden. Den har to passagerer: En hvid, syg mand og en indiansk mand med vestlig beklædning. De sejler mod en, der kan kurere den syge mand, men han hader de hvide.

’Slangens Favntag’ er den første colombianske film, der har været Oscar-nomineret, og det er desuden den første film i tre årtier, der er optaget on location i Amazonas jungle. Filmen fortæller to forskellige historier side om side, der begge handler om hvide opdagelsesrejsende og deres møde med indianeren Karamakate.

Ungdom
I den første historie kan den unge Karamakate kurere den gamle Theodor Koch-Grünberg, men nægter at gøre det. Han er den sidste af Cohuiano-folket, som blev slagtet af de hvide, og han nærer ingen illusioner om, hvad den hvide mand kan og vil. Han overbevises dog til at rejse med, da Grünberg fortæller, at han kan lede ham til andre overlevende Cohuianoer. Dette bliver til en rejse gennem det eksotiske landskab i den colombianske jungle, hvor vi både ser naturens skønhed, pionerernes ødelæggelse og de ulækre forhold, som jagten på gummi frembragte. Vi følger samtidig Karamakates udvikling og spirende forståelse af, at hvide mennesker ikke er mere ens end indianere.

Denne historie mindede mig om 1950’ernes neorealisme. Der er et klart mål, men hele historien er ikke indrettet efter det. Filmen fremstår meget autentisk med de 9 forskellige sprog, der tales gennem filmen, hvor 4 er originale indianske sprog og med de filmede landskaber frem for kulisser. Det var en medrivende historie, og den havde et klart budskab, men det var aldrig noget, der tog overhånd.

Alderdom
Den anden historie foregår 30 år senere, hvor den unge Richard Schultes møder den gamle Karamakate, som han beder om at føre ham til en meget sjælden blomst. Karamakate er et helt andet menneske i denne fortælling. Han er gammel og vis, og selvom han er ked af, at han er ved at miste hukommelsen, virker han generelt til at have fred i sindet. Denne historie handler altså i langt højere grad om Schultes, som Karamakate forsøger at give det, han ikke kunne give Grünberg for 30 år siden.

Denne historie er ligesom den første fortalt lineær, men målet er langt mindre klart, og den har decideret syrede sekvenser. Inden jeg så filmen, læste jeg en sammenligning med ’Rumrejsen 2001’, hvilket jeg fandt meget sært. Når du som seer kommer til en bestemt scene, vil du forstå, hvad der menes. Denne historie var om muligt endnu bedre end den første. Der er ikke på samme måde et budskab at forstå, og vi er som seere i tvivl om, hvad karaktererne egentlig vil opnå.

Jeg tror muligvis, jeg havde syntes, at denne anden historie var for mærkelig, hvis den havde stået for sig selv. For mig hjalp det derfor utrolig meget at have det mere lineære plot halvdelen af tiden og det mere underlige den anden halvdel. Der klippes mellem de to historier, så det aldrig bliver kedeligt, og oven i historierne får vi disse unikke og fascinerende samfundsportrætter, som jeg nærmest aldrig har set lignende før.

Dom
Hvis man koger ’Slangens Favntag’ ned til en handling eller pointe, har man ikke fået nok ud af den. Filmen er mindst lige så meget en stemning, og den er også i høj grad et portræt – både af et samfund og af en karakterer. I modsætning til, hvad der ofte refereres til som ”kunstfilm”, har den dog stadig et handlingsforløb, og den har stadig budskaber, der er meget interessante. Den er et historisk portræt, en karakterfortælling og en leg med genrer, og den gør aldrig det ene så meget, at den mister fokus på det andet.