Da mesterværket ‘Space Dogs’ sluttede, var jeg ikke længere den samme.

Et poetisk knytpoteslag i det brovtende menneskefjæs. Sådan!

I hybridfilmen ‘Space Dogs’ forenes mystik og samfundskritik i én stor kosmologisk fortælling på en måde, jeg aldrig før har oplevet. Det er en fortælling om det moderne menneskes hovmod, om Jorden og Universet, om genfærd, videnskab og ikke mindst om gadehunde.

Instruktørduoen Elsa Kremser og Levin Peter er arkitekterne bag dette værk, der på én gang efterlader tilskueren berørt, beruset og beriget. Det her er filmkunst af den helt sjældne slags.

Legenden om Laika
Filmens begyndelse er hypnotisk: Med sin dybe og mystiske stemme fortæller den russiske skuespiller Aleksey Serebryakov, som blandt andet er kendt for sin præstation i ‘Leviathan’ (2014), historien om den berømte gadehund Laika, imens vi i én lang indstilling nærmer os jordens slørede stratosfære.

Laika var én blandt mange gadehunde i Moskva, der blev fanget af de sovjetiske myndigheder i videnskabens navn, og Laika var det første levende væsen, der blev sendt ud i det ydre rum. Alene i en rumkapsel cirkulerede Laika rundt om Jorden, inden en såkaldt teknisk fejl førte til, at Laika døde i det vægtløse mørke i 1957 – eller gjorde hun?

Ifølge en legende forvandlede Laika sig, idet hun brændte op, til et genfærd; et genfærd som siden 1957 har strejfet om i de moskovitiske gader, hvor Laika blev født og voksede op.

Gennem asfaltjunglen
Selvom ‘Space Dogs’ tager udgangspunkt i Laikas forvandling, foregår størstedelen af filmen i nutidens Moskva. Vi følger især to gadehunde, en ung og en gammel, og deres forsøg på at overleve i storbyens asfaltjungle.

Filmen igennem svæver kameraet lige over jorden. Vi er bogstavelig talt i øjenhøjde med de firbenede hovedkarakterer, som gestalter det ene fantastiske sceneri efter det andet.

I én scene formår en gruppe hunde at sætte en bilalarm i gang ved at bide i kølergitteret; i en anden roder de i skraldespande; i en tredje kommer de i slåskamp med hinanden; og i en fjerde leger de i det høje græs langs en trafikeret motorvej.

Da Laikas forvandling rammesætter filmen, synes de rå gadescener at være indhyllet i et magisk skær; et skær som ikke blot løfter den enkelte scene, men som tilmed gør Laika allestedsnærværende. Er det et genfærd, der gør i det fjerne?

Gennem det moderne menneskes brutalitet
Med fortællemæssig elegance væves disse gadehundes liv sammen med arkivoptagelser fra 1950’erne og 1960’erne. De vildeste arkivoptagelser i ‘Space Dogs’ er dem, som offentligheden aldrig før har fået lov til at se.

Optagelserne tilhører Russian State Archive for Scientific-Technical Documentation og blev lavet for at dokumentere, hvordan de tilfangetagne hunde klarede sig før, under og efter deres tvungne himmelflugt. Laika var blot den første moskovitiske gadehund til at bryde igennem stratosfæren.

Arkivoptagelserne viser det moderne menneske fra sin værste side. Det er barskt stof: Uden filter bevidner tilskueren blandt andet, hvordan de tiltænkte astronaut-hunde får indopereret fodertuber i deres mavesække. Vi ser også, hvordan sonder og ledninger, der skal måle hundenes pulsslag i rummet, syes ind i huden – ind i hundenes organer.

Det er simpelthen noget af det mest grufulde, jeg nogensinde har set på film, og man kan ikke lade være med at spørge sig selv, hvordan det moderne menneske kan behandle sine medskabninger med en sådan systematisk brutalitet.

“Hvad mon hunde tænker om vores verden?”
‘Space Dogs’ er en lærerig fortælling, som aldrig bliver belærende. Selvom filmen fokuserer på det moderne menneskes svimlende grusomhed, portrætteres hundene ikke som ensidige ofre. Nej, hundene bliver taget alvorligt; de skildres som komplekse aktører. Til tider virker de kærlige, til andre tider nådesløse, men for det meste forsøger de blot at overleve i den barske storby.

I et interview med Cineuropa siger instruktørduoen Kremer og Peter, at filmen udsprang af deres egen nysgerrighed efter at finde ud af, “hvad hunde mon tænker om vores verden”. Denne nysgerrighed skinner på strålende vis igennem filmen fra begyndelse til slut, idet hundene synes at blive filmet på deres egne præmisser, og dét må siges at være filmens største triumf – både på et intellektuelt plan såvel som på et sanseligt. Det er kort sagt genialt.

‘Space Dogs’ er en fantastisk film. Det er ét af de sjældne værker, hvor alt synes at gå op i en højere og dybere enhed. Med stor elegance sammenkædes mystik og samfundskritik i dette mesterværk, hvor gadehundene strejfer omkring i universet.

Den der først har modtaget dette poetiske knytpoteslag, har svært ved at se verden som før.

‘Space Dogs’ er en del af online-programmet for CPH:DOX og kan ses indtil den 30. april 2020.

Du kan læse flere artikler fra Nosferatu om dette års online-festival her på siden.