’The Outsider’ er ikke dit næste skud uhygge-og-meningsløshed-done-well. Men det betyder ikke, du ikke kan finde glimt af gedigen underholdning i mørket alligevel.
’The Outsider’ åbner med en død og lemlæstet dreng i en skov. Drabet er et jordskælv, der får lokalsamfundet til at smuldre og styrte sammen. Terry Maitland (Jason Bateman), den ellers lawfully-good folkeskolelærer, er anklaget for at have voldtaget og dræbt barnet.
Flere vidner har set ham smurt ind i blod nær gerningsstedet. Her findes han fingeraftryk overalt.
Men på overvågningsbilleder optaget i gerningsøjeblikket flere stater derfra, findes den anklagede også til en konference om børnelitteratur.
Og herfra spinner serien sig ind i vaskeægte Stephen King-mysterium om, hvorfor Maitland kunne være to steder på samme tid.
Guldhold
Adaptationen er skrevet af ingen ringere end Richard Price, manden bag guldalderklenodiet ’The Wire’. Ben Mendelsohn spiller udmærket hovedrollen som betjenten Ralph Anderson, der er fanget i sorgens greb efter tabet af sin søn, mens Cynthia Erivo er en skrøbeligt menneskelig privatdetektiv med overmenneskelige evner. Og så er der også Jason Bateman, der har instrueret nogle afsnit og er mere troværdig som hyggelig end uhyggelig.
Det skræmmende ved ’the Outsider’ er tanken om, at noget ondt skulle nå og udnytte os, når vi sørger. At sorgen er altopslugende – og så en masse andet misk-mask om det okkulte og videnskaben, der er så banalt, at det fremstår mere som pointen i en vittighed (Richard Price, hvad skete der?).
Diskriminerende flade karakterer
Noget, som den storsælgende krimiforfatter altid klandres for, er hans manglende evne til at skrive kvindelige karakterer med dybe. Desværre er den mangel løftet over i HBO’s stræbsomme krimi.
Kvinderne (udover Cynthia Erivo) føles flade på en måde, der efterlader en lettere bitter eftersmag i munden.
De fleste er instrueret til at agere den samme type. De er irritable og vrede, fordi de er blevet sat i rædsomme situationer. Desværre ender man mest af alt med antipati for de mange sure kvinder.
Det skyldes, at kvinderne af manuskriptforfatterne ikke har fået andet mål i livet end deres familier, og at sådanne mennesker ikke findes.
Intet prestige over prestigekrimien
Inden jeg satte mig ned for at se ’The Outsider’, troede jeg, jeg havde gjort et scoop ved at få lov til at være én af de første, der skulle se den næste, store prestige-krimi. Jeg elskede ‘True Detective’.
’The Outsider’ når desværre aldrig over i samme kategori af uforklarlig uhygge og klemmende frygt. Jeg sov udmærket efter hvert afsnit, og jeg er ellers nem at skræmme.
’The Outsider’ udkommer på HBO Nordic d. 13. Januar 2020.