Ice, ice baby.

Tonya Harding var en af verdens dygtigste kunstskøjteløbere i slutfirserne og starthalvfemserne. Hendes karriere kuldsejlede på dramatisk vis i 1993, da ærkerivalen Nancy Kerrigan blev udsat for et fejt overfald op til OL. Et plot udtænkt af Tonyas ægtemand blev afsløret, og spørgsmålet om Tonyas egen indblanding kom til at dominere det retlige efterspil. Et efterspil der fratog Tonya muligheden for nogensinde at skøjte professionelt igen. Hun kunne nu blot se til mens en af historiens mest afstumpede og hårdhændede mediekampagner gjorde den tidligere folkehelt til en af USA’s mest forhadte og forfulgte personligheder.

Mesterlige Margot
Filmen er produceret af Margot Robbie (‘The Wolf of Wall Street’, ‘Suicide Squad’) der selv spiller hovedrollen. Hun ligner ikke ligefrem den rigtige Tonya, men hun kompenserer med en skuespilmæssig kraftpræstation! Der er tale om hendes karrieres største rolle, og projektet virker som et klart favntag efter hendes første Oscar. Med så medrivende skuespil vil jeg personligt ikke kunne forarges, hvis det lykkes. Margot kommer hele følelsesregisteret igennem, og er selv på isen i de fleste af skøjtescenerne. Med 80’er kitsch, ZZ top på anlægget, energisk klipning, slowmotion og svævende one-takes er skøjtesekvenserne særdeles underholdende!

Instruktør Craig Gillespie har valgt at åbne ‘I, Tonya’ med en sarkastisk bemærkning om, at filmens begivenheder vil udfolde sig uden spor af ironi og på baggrund af de virkelige personers sandfærdige beretninger. Vi møder derefter filmens karakterer i en nutidige interviewsituation, og de viser sig hurtigt at være utroværdige historiefortællere. Det er et underholdende fortællegreb der skaber dynamik via sjove montager og appeller til kameraet. Et effektivt værktøj når virkelighedens handlingsforløb netop er umuligt at fastsætte takket være vidnernes forskellige forklaringer.

Poverty Porn
Filmens format er især egnet til komedier, og filmens udspiller sig da også som en særlig dyster en af slagsen. Tonyas mor (Allison Janney) har f.eks. enormt morsomme replikker, men samtidig er vi vidne til, at hun på det groveste mishandler hendes datter psykisk og fysisk. Værre bliver det, da Tonyas voldelige ægtemand kommer ind i billedet. Han portrætteres overbevisende af Sebastian Stan. Det ene øjeblik virker han empatisk, nærværende og støttende. Det andet som et sandt monster.

’I, Tonya’ har været kritiseret for at udstille virkelighedens Tonya og hendes liv. Det er personligt ikke det indtryk jeg fik af filmen, men jeg er på den anden side heller ikke den rette til at afgøre den debat. Men i biografsalen tolkede jeg altså det dystre, tragikomiske portræt af Tonyas’ strabadser, og ægtemandens afstumpede misogyni, som havende et klart, fortælleteknisk formål.

Zero fucks given
Og det fører til, hvad jeg ser som filmens største styrke: karakteren Tonya. Hun er ikke et passivt offer eller en stoisk heltinde. Hun er måske ikke engang sympatisk eller sandfærdig. Hun er til gengæld en gennemført badass. Ikke bare får hun tæsk derhjemme, men skøjteforbundet hader hende, fordi hun ikke kan leve op til det stereotype skøjteprinsesse image med kernefamilie og overklassebaggrund. Til trods for, at Tonya konsekvent får lave karakterer, selvom hun objektivt set skøjter bedre end nogen anden, bliver hun ved. Hun kæmper sig vej på verdensscenen med skøjtetricks som ingen på kloden kan komme i nærheden af.

Som en græsk tragedie braser skøjtekarrieren som bekendt sammen. Filmen påstår ikke, at hun var uden skyld i Kerrigan-affæren: at forklare og undersøge er ikke at tilgive. Sandheden om indblandingen bliver måske aldrig kendt. Men en anden sandhed er ikke bare blevet overset, men begravet af den amerikanske kunstskøjteforening og de afskyvækkende mediegribbe: Tonya overvandt vanrøgt, vold, fattigdom, sexisme og klassicisme og bankede alt og alle. Reelt på isen og metaforisk udenfor.

Foto: cdn.traileraddict.com