Så er vi tilbage i den fjerne istid, der vist nok, vist nok ikke blev overstået i den første film om den vrantne mammut Manny, sabeltigeren Diego det irriterende, men elskelige dovendyr Sid. Efter at have fulgt deres strabadser først mod istiden i den første ”Ice Age” film fra 2002, og siden mod denne istids smeltning i ”Ice Age 2: the Meltdown” følger vi nu vores, efterhånden, kendte venner på en farlig færd blandt dinosauerere fra et tabt land. Ja, det lyder næsten som en blanding af ”Ice Age” og ”Landet for længe siden”, og både nuttede og mindre nuttede dinosaurere og det altid nøddejagtende egern Scrat er med i filmen.

I “Ice Age 3: Dawn of the Dinosaurs” er Mannys kone Ellie, der i forgængeren troede hun var en væsel, gravid og Manny er ved at drive hele samfundet til vanvid, hver gang barnet sparker. Sid føler sig udenfor og vil også være mor, og tror lykken har tilsmilet ham, da han finder tre store æg, som han tage med hjem. Det er naturligvis dinosaurusæg, og de i første omgang nuttede unger, formår på meget kort tid at splitte en hel legeplads ad og kommer undervejs til at spise et par af de andre unger. Det går selvfølgelig ikke, så Sid får besked på at levere dem tilbage hvor han fandt dem. Han kommer derved til en skjult verden, hvor dinosaurene stadig lever og her bliver han taget til fange af ungernes mor. Nu bliver redningsholdet mobiliseret og med en højgravid mammut i midten drager de også til landet for længe siden.

Det er som i de tidligere film Ray Romana fra ”Alle elsker Raymond” der lægger stemme til Manny og John Leguizamo som er en af de skuespillere man godt ved hvem er når man ser ham. Han har blandt andet spillet Toulouse-Lautrec i ”Moulin Rouge”. Castet er som sædvanlig godt, men ikke rigtig fremragende. Der er ikke samme kemi mellem skuespillerne/karaktererne, som i de tidligere film. Der er ikke rigtig noget bid i Queen Latifahs Ellie, der ellers var ret god i den anden film. Måske er fejlen, at magien opstår imellem Sid og Manny, den evige optimist overfor den evige pessimist, og her har de to knap nok en scene sammen.

Til gengæld er der i ”Ice Age3: Dawn of the Dinosaurs” blevet mere plads til egernet Scrat. Han søger som altid efter den eneste ene, altså nød. Men nu får han konkurrence af et yderst yndigt flyveegern, der er lige så nøddefixeret. Det store spørgsmål er så om det er kærligheden til nød eller egern der vil sejre. Sidehistorierne med Scrat har for mange været højdepunkterne i alle tre film, og i Ice Age 3 er det i høj grad tilfældet. Den lille historie er velkomponeret og veludført, med twists og turns, som det sig hør og bør. Hovedhistorien virker i den forbindelse utrolig tung og langsom i optrækket.

“Ice Age 3: Dawn of the Dinosaurs” er et eksempel på de utrolig mange fortsættelser, der stadig sprøjtes ud af Hollywood. De originale historier har måttet vige for det velkendte, for det sikre hit, der kan køre maskinen videre, selvom det desværre nok kun bliver til endnu flere fortsættelser. Så forvent ikke noget nyt, og du vil ikke blive skuffet, men det er da rart med en tur til sne og kulde midt i sommervarmen.