Med et gennemtrængende farveløst blik, og en underspillet tilbageholdt historie, har den polske instruktør Pawel Pawlikowski med filmen “Ida” skabt et dragende Brassaï-inspireret portræt af et Polen henlagt i fortidens skygger. Dén monokrome ro forfaldsæstetikkens antyder, viser sig blot at være en rå romantik, en stagneret skønhed og en håbløs længsel. Kunstens veje er i sandhed uransagelige.

Herfra min verden går                                                                                                    Stille dage, med praktisk arbejde og bøn, følger hinanden. Den unge, forældreløse novice Anna repeterer i stilhed det løfte hun inden længe fremsige og derved binde sin krop og sit sind til. Klostrets kolde kapel, bare vægge og minimalistiske interiør er og har altid været hjem. Herfra går hendes verden sin vante gang og svarene hentes i det høje og hengivne. Men Anna har ikke spørgsmålene og bliver derfor sendt bort, på visit hos sin eneste familie, mosteren Wanda, får at prøve livet af og vide hvad hun ikke vælger ved at vælge Gud. Og således møder Madonna Magdalene. Wanda bor i en nedslidt lejlighed med tunge gardiner. Hun har ingen, men sover aldrig alene. Anna har heller ingen, men er heller aldrig alene.. åndeligt. De lever begge et halvt liv. Wanda havde spørgsmål, men stiller dem ikke længere. Da de endelig begynder at udveksle ord viser Annas svar sig utilstrækkelig. De skal ikke findes i det høje, men i den frosne muld. Begravet i glemsel og i historie. Men tager man først en bid af æblet er der ingen vej tilbage.

Essensen fanget med kameraet                                                                     Pawlikowskis fortælling er allegorisk, uden at være forudsigelig, og afdæmpet uden at mangle passion. Historien udspiller sig i og omkring bare to mennesker, men formår på smukkeste vis at præsentere en familie, i generationer og med den et helt lands skæbne. Landet mimer sin historie i hver eneste scene og bliver filmens tredje bærende medspiller. Glæden synes at være forsvundet med farverne og tilbage er blot spørgsmålene; for landet er tilsyneladende befolket af dem – de svæver kolde og søgende omkring, mellem de nedslidte huse, over de hullede ensomme gader, som spøgelser. De kigger ind af vinduerne og spejler sig i trætte øjne i de furede ansigter. Og selvom du ikke kan se dem, fornemmer du deres tilstedeværelse, som noget uforklarligt og trist, koldt og en lille smule skræmmende. Billederne taler et universelt sprog og jeg hylder filmfotograferne, Lukasz Zal og Marcel Slawinski, for deres fænomenale arbejde.

En ballade bestående at små tilbageholdte melodier                                          Også forfatterne, instruktøren Pawlikowski og Rebacca Lenkiewicz, for en salut. Det samvittighedsmysterium der udspiller sig i disse gudsforladte(?) omgivelser synes tungt og stille, men er pludselig varmt og uventet. Og dramaturgiens chokerende kontrast til det visuelt stagnerende, giver filmen en særlig skønhed. De intense underspillede præstationer, der ofte er at finde i bunden af billedet – kombineret med en generel fornemmelse af lydeløshed – skaber, i mere end en forstand, rum. Rum til de store spørgsmål. Rum til de refleksioner der er filmens hjerte. Og ikke mindst fysisk rum i billederne, der, gang på gang, viser os at vi er små skæbner under en uendelig stor himmel. Under os finder vi mulden, historien, spørgsmålene og den teoretiske sandhed, men over os finder vi (måske) grunden til at fortsætte; på trods af sorg og krig. Hvis vi vidste der ikke var noget større end det vi ser, hvad enten det er en gud eller kunsten vi sværger til, ville vi så overhovedet være i stand til at kæmpe videre?