Af Kasper Vegeberg

Alene siden år 2000 er der i Hollywood skabt mindst 38 kommercielle film om hukommelsestab, de fleste af dem thrillere. Mange af dem har solgt godt, flere har endda hængt i som publikumsfavoritter. Så den vogn vil danskerne naturligvis gerne prøve at springe med på. Det gør de nu med den ambitiøse instruktør Christian E. Christiansens nye thriller: ID:A, der desværre har svært ved at levere varen med samme styrke som dens amerikanske forbilleder.

I filmen vågner en kvinde (Tuva Novotny) op på en fransk flodbred uden hukommelse om, hvem hun er. De eneste spor om hendes identitet er en sæk fuld af penge, en pistol, et nyt ar på maven og et tilhørsforhold til Danmark, i særdeleshed en kendt, dansk tenor. Da hun opdager, at nogen forfølger hende, flygter hun til København for at prøve at finde ud af, hvem hun er. Men jo mere hun lærer om sin fortid, jo mere begynder hun at indse, at hendes liv er i fare.

Christian E. Christiansen er en instruktør med kommercielle opture, som – trods varierende meninger blandt anmelderne – har solgt godt. I Danmark startede han med ungdomsdramaet Råzone og bevægede sig over i den mere familievenlige genre med Zoomerne og Mikkel og Guldkortet, før han tog til USA og lavede gyseren The Roommate, der endte som nr. 1 på den amerikanske biografhitliste. Han er derfor et sikkert valg til at stå for en dansk thriller med en markant amerikansk stil.

Men på mange måder virker det til, at Christiansen og hans filmhold har bevæget sig ud, hvor de har haft svært ved at bunde. For det første er der troværdigheden, der (som ofte) falder til jorden med et brag, når man i Norden vil involvere en masse skydevåben og millionkomplotter i sine action-prægede film. Men det er jo desværre begyndt at være en selvfølge i skandinaviske thrillere. Men hvor man dog ofte som publikum har følt sig i sikker, konstant spænding i andre danske thrillere, er der en del bølgegang i ID:As spændingsniveau, der er lige ved at få den til at kæntre. Man bliver igennem filmen serveret små bidder af flashbacks i takt med, at kvindens hukommelse vender tilbage. Men flashbacksene virker til at være blevet kylet helt tilfældigt ind i plottet, og hvor lange perioder går uden at servere så mange interessante informationer for os, går der andre korte perioder med at smide den ene øjeåbnende opdagelse efter den anden i hovederne på os.

Et lyspunkt i filmen er dog svenske Tuva Novotny, som efterhånden er ved at blive en af Danmarks helt store filmdarlings. Det er hun blevet efter danske succeser som Den Sorte Madonna, Simon & Malou og slet ikke mindst Arcel-dramedien Sandheden om Mænd. Hendes præstation overskygger både Flemming Enevold og Jens Jørn Spottag, der spiller to af filmens andre store roller. Et problem er dog igen troværdigheden, idet hun finder sin identitet som dansker – hendes svenske dialekt er der nemlig stadig rester af. Noget, der måske kunne have været løst i manuskriptet.

ID:A er ikke nogen dårlig film. Den har mange gode øjeblikke og idéer. Dens største problem er simpelthen, at den er én iblandt mange, og at mange af de andre er mere interessante. Det gælder både i dens kategori som endnu en dansk thriller, men også som en amnesia thriller – en citron, som man i Hollywood allerede har presset tør for længst.