Idealisten

Sjældent har udenrigspolitik været så spændende! Den danske thriller ‘Idealisten’ er den virkelige historie om DR-journalisten Poul Brink, som med sin dedikerede og afslørende journalistik blev manden bag begrebet “Thulesagen”.

I 1968 styrter et amerikansk B52-bombefly, lastet med fire højeksplosive brintbomber, ned meget tæt på den amerikanske militærbase i Thule, Grønland. “Alt er under kontrol” lyder meldingen fra både den danske og amerikanske regering, hvorefter en omfattende oprydningsaktion sættes i gang med et stort antal danske arbejdere.

Tyve år senere begynder den unge, ambitiøse radiojournalist Poul Brink fra Østjyllands Radio dog at sætte spørgsmålstegn ved denne udmelding, efter at være blevet kontaktet af en tidligere Thule-arbejder. Hans kolleger fra oprydningsarbejdet oplever nemlig, her mange år senere, mystiske ændringer i kroppen og aggressive udslæt på huden, endda i flere tilfælde cancer med døden til følge.

Jo dybere Brink graver i sagen, jo tydeligere bliver det for ham, at regeringen har forsøgt at skjule noget. Noget, som skulle vise sig ikke blot at være en udenrigspolitisk skandale, men også en af verdens mest alvorlige atomvåbenulykker.

En politisk thriller, på dansk
‘Idealisten’ er Christina Rosendahls anden spillefilm efter teenage-portrættet ‘Supervoksen’ fra 2006. Denne gang står den altså på en dansk, politisk thriller i et brunt 80’er univers, og jeg må indrømme, at min første tanke var “åh nej – holder det?” – sådan noget kunne jo nemt ende i en stiv og rodet Hollywood-efterligning. Men svaret er nu simpelt efter af have set ‘Idealisten’. Det holder i den grad – og sjældent har journalistik og politik været så spændende!

Langt hen af vejen bæres filmen af, at den virkelige historie er aldeles interessant, hvilket understreges ved en konsekvent brug af arkivmateriale, både i form af politiske udtalelser, interviews og autentiske dækbilleder. Blandingen af fiktion og disse realistiske virkemidler smelter flot sammen og giver fortællingen både spænding og berettigelse, som i den grad holder mig på kanten af biografsædet.

Han afslørede løgnen, så vi kunne kende sandheden
Filmen åbner op for et mørkt og hemmelighedsfuldt stykke Danmarkshistorie, og Poul Brink er den perfekte hovedperson i sådan et drama. Peter Plaugborg gør det fantastisk som journalisten med den østjyske accent, der senere i sin karriere skulle modtage den eftertragtede Cavlingpris.

Den kompromisløse journalist og historien om hans kamp for sandheden, har efterhånden rumsteret i kroppen på mig længe nu. Derfor er det også er min varmeste anbefaling til din næste biograftur!