Var man en af dem, der var flade af grin over Horrible Bosses (2011), skal man nu ikke være alt for optimistisk omkring denne nye film af samme instruktør. Identity Thief bliver aldrig helt sjov, men er dog en jævn og delvist underholdende komedie, der kan være udmærket på dage, hvor hjernen trænger til at blive slået fra.

To af branchens faste komedieaktører, Jason Bateman og Melissa McCarthy, spiller overfor hinanden i denne roadtripkomedie om en mand, der forsøger at få sin stjålne identitet tilbage. Sandy Patterson (Jason Bateman) er en omsorgsfuld og mild familiefar, der netop er ved at få styr på økonomien og har udsigt til at løsrive sig fra sin undertrykkende arbejdsplads. Pludselig går det op for ham, at hans identitet er blevet stjålet, og at en harmløst udseende kvinde (Melissa McCarthy) i Florida er ved at rippe ham fuldstændigt. Da lovens lange arm nok engang viser sig nytteløs, må Sandy tage sagen i egen hånd og begive sig afsted for at få kvinden til at angive sig selv. Men selvfølgelig er det lettere sagt end gjort, og Sandy får kamp til stregen af den lille tætte kvinde med hang til at slå folk i struben.

Der går dog meget lang tid inden, jeg får lyst til at grine. Faktisk er filmen næsten halvvejs inden det første lille kluk udløses. Og det er måske ikke helt optimalt, hvis man vælger at kalde sig en komedie. Melissa McCarthy skal tydeligvis lægge op til de helt store grin med sin korpulente og upassende gøren og laden. Men der går umådelig lang tid, inden man danner bare en smule forståelse for hendes usympatiske og næsten gemene karakter, der i lang tid bare er grænsende til irriterende. Ikke nok med det, nærmer filmens komik sig ind imellem det decideret uappetitlige, når McCarthy fx skal til at have sex med den Texas Ranger-lignende Big Chuck foran Sandy, der ikke kan lade hende af syne af frygt for, at hun stikker af.

Filmen er på mange måder en klassisk roadtrip-historie. Sandy skal have slæbt sin falske navnesøster fra Florida og til sin hjemstat for at have en chance. Undervejs opstår skøre scener og på klassisk vis udvikler de to modsætningers forhold sig, og det viser sig, at de har en del de kan lære af hinanden. Denne dannelsesrejse er dog desværre en lettere flad oplevelse, der på nogle punkter mangler kant og nytænkning af de standardiserede komediegreb.

Overraskende nok tager filmen dog en ganske sød drejning mod slutten, der gør hele oplevelsen lidt bedre. Man går i hvert fald fra biografen med den sædvanlige tilfredsstillede følelse, som komedier så ofte efterlader.

Identity Thief  hører desværre ikke til en af de bedre komedier. Den ender dog i sidste ende som en ganske hyggelig film, man sagtens kan anbefales at leje en stille aften. Og så er Jason Bateman altså lige til at kramme.