Jeg både raser og rømmer mig efter en tårevædet oplevelse i selskab med 70’ernes Romeo og Julie.

Det forlovede kærestepar Tish og Fonny skilles ad, da Fonny bliver anklaget for en forbrydelse, han ikke har begået. Samtidig med at Fonny sidder i fængsel, opdager Tish, at hun er gravid, og en lang og sej kamp om at få overbevist systemet om Fonnys uskyldighed begynder.

Krydret med flashbacks
Filmen blander et nutidigt forløb, hvor Fonny er i fængsel, med flashbacks, hvor Tish og Fonnys forelskelse udfolder sig. Det er et effektfuldt greb, der understreger absurditeten i, at Fonny skulle være en forbryder. Efter en scene, hvor de for første gang har sex sammen, nævner Tish, der er fortælleren i filmen, hvad det er, Fonny er anklaget for – voldtægt. Og det virker med det samme forkert, når jeg netop har oplevet den intimitet og kærlighed, der lå i deres første gang sammen.

Forholdet som modus
Tish og Fonny er barndomsvenner, og trods de utroligt fattige kår, de lever under, holder de sammen. Særligt forelsket bliver jeg i deres forhold, når de går ned ad Harlems gader hånd i hånd, spiser på restaurant og kører i metro sammen. Lige så forfærdet og vred bliver jeg, når Tish antastes af en fremmed mand i supermarkedet, og når en politimand angriber Fonny uden årsag. Deres forhold fungerer som en modus i fortællingen om et system, der gør forskel på sorte og hvid

I ’Moonlight’s skygge?  
Filmen er baseret på romanen af samme navn, som er skrevet af den amerikanske forfatter og aktivist James Baldwin. Instruktør Barry Jenkins’ forrige film, Oscar-vinderen i 2016 ’Moonlight’, var også baseret på originalt materiale, nemlig teaterstykket ’In Moonlight Black Boys Look Blue’ af Tarell Alvin McCraney.

Til årets Oscar-show er ’If Beale Street Could Talk’ nomineret i tre kategorier (dog ikke Bedste film). Eftersom Moonlight blev så stor en film, der blev rost og hyldet, har der været store forventninger til ’If Beale Street Could Talk’. Selvom filmen har en mere konventionel Romeo og Julie-fortælling i forhold til ’Moonlight’, skuffer den ikke. Jenkins har igen bragt et stort drama til live, hvor både skuespil, musik og manuskript fascinerer. En fortælling, der kalder på retfærdighed og ligestilling, og man kan som publikum ikke lade være med at blive både rørt og forfærdet.