Det er Nordic noir, som man kender det på både godt og ondt, men et unikt koncept kan desværre ikke helt redde serien fra krimigenrens typiske middelmådighed.

Den skandinaviske noir kender vi alle: nordens kulde og grå uvejr danner ramme for  chokerende tragedier i, hvad mange ellers vil mene er, et velfungerende velfærdssamfund.

Og også krimiromaner æder vi råt i Danmark, se bare på ’Afdeling Q’-serien.

Jeg er dog ikke en af de førnævnte krimi-fans. Faktisk finder jeg krimier som denne forudsigelige og ensformige.

Alligevel har jeg ikke kunne lade være at kaste mig over Netflix’ nyeste skud på stammen, ‘Kastanjemanden’ (baseret på romanen af samme navn), hvis koncept er så overraskende, at det er svært at forestille sig, at det skulle fungere.

Så meget overraskelse får vi dog heller ikke. 

Klassiske elementer, ny indpakning

I ’Kastanjemanden’ møder vi først en politimand, der undersøger en bondegård, hvor nogle dyr er sluppet ud. Han kan dog ikke finde hverken bondemand eller resten af familien – i hvert fald ikke i live.

Der cuttes brat til nutiden, hvor en ung mor findes død på en legeplads, bundet til et træ, hånden hugget af og med en lille kastanjemand ved siden af sig.

Alt ligner jo, hvad vi kender fra genren, og ligeledes er det med hovedpersonerne: den ene politibetjent er enlig mor, stædig og følger sjældent ordrer (Danica Curcic), mens den anden er hendes nye makker, der tidligere arbejdede hos Europol (Mikkel Boe Følsgaard) og er indelukket, flyvsk og hemmelighedsfuld.

Ligeledes er det velkendt, at de to betjente kan ikke lide hinanden, men tvinges til at arbejde sammen. Socialminister Rosa Hartung (Iben Dorner) har problemer i ægteskabet, og politichefen er sikker på, at han har styr på det hele, selvom hans ansatte tvivler på hans beslutninger.

Og det er ærgerligt, når man ellers havde muligheden for at bryde rammerne. Mordene er kreative i deres groteskhed, hvilket var et godt tegn, men alt omkring dem bliver hurtigt alt for forudsigeligt.

Gamle, grå Danmark

En del af Nordic noir, og krimigenren generelt, er naturligvis atmosfæren, og man forstår jo godt, at kulissen skal være uhyggelig og naturen utilgivelig.

Der er da også efterårsblade og halloweenfest på betjentens datters skole, men det bliver altså endnu engang bare gråt på gråt på gråt. Og naturen i Danmark er da egentlig ret flot, især om efteråret, så det havde været oplagt at udnytte den.

Uhyggen spreder sig faktisk mere inde i karakterernes huse, end den gør i det mørke København – og særligt når der findes en hel krans af kastanjemænd inde i dagligstuen, isner det én ned ad ryggen, også selvom det er lidt komisk, hvor alvidende gerningsmanden er.

Ikke meget nyt under solen

Mistroen og forudsigeligheden bliver kun større og hovedpersonerne gradvist mere frustrerende og decideret dumme.

Måske skal du ikke gå alene ind i en forladt lagerbygning, og det er heller ikke en god idé at overlade dit barn til en person, du knap nok kender.

Mere uhyggeligt end de udbrændte kastanjehoveder og afhuggede legemsdele bliver det heller aldrig i ’Kastanjemanden’ – første halvdel virker ellers utroligt lovende på trods af det ensfarvede ydre, men det tager ikke lang tid at gætte rigtigt i mysteriet, og så hægtes man af.

Ligeledes med så stereotypiske karakterer, at menneskeligheden svinder, og et politisk subplot, der fjerner fokus fra efterforskningen, giver serien genlyd i den lange række af krimier, der allerede findes derude. Men hvis man er fan af alle de typiske elementer i Nordic noir, er der nok ikke meget at klage over.

Jeg er dog ikke skræmt ved tanken om at samle kastanjer. Men skal man tro den (over)dramatiske slutning, så kommer der nok en del to – måske man skulle byde æblemanden indenfor næste gang?

‘Kastanjemanden’ er anmeldt på baggrund af hele sæsonen.