Efter 30 år er sagerne om the Golden State Killer forsat uopklaret – placeret nederst i bunken. I dokumentarserien gøres der op med den problematiske true crime-genre, ved at distancere sig fra gerningsmanden og lade de overlevende fortælle deres historie.

The Golden State Killer. Manden der begik over 50 voldtægter, 13 mord og over 100 indbrud. En dybt trauma-skabende person, der frarøvede nogens frihed og andres liv.

Dokumentarserien ’I’ll Be Gone in the Dark’ er baseret på Michelle McNamaras true crime-bog fra 2018. Dokumentaren giver et indblik i den gamle sag fra det første angreb frem til de teknologiske fremskridt, der førte sagen videre i det 21. århundrede.

Michelle McNamara, heltinden bag efterforskningen
Jeg lærte Michelle McNamaras journalistik at kende igennem en true crime-podcast. Podcasten roste McNamaras liv, bedrifter og dybdeborende arbejde. Jeg var, ikke overraskende, endnu en der blev tryllebundet af McNamaras sprog og søgte derfor hendes bog.

Bogen udkom i samme uge, som jeg var på en tur til London, og jeg nåede at ramme cirka seks forskellige boghandlere, før jeg kunne få fingrene i den eftertragtede bog. Og den blev hurtigt læst. Det var interessant at se hvordan bogen kunne omsættes til det visuelle, og det er virkeligt lykkedes.

McNamara træder frem som en altvidende formidler til seeren. En familiemor, der fordyber sig i sit arbejde i kampen om retfærdighed. Det var hende, der gav forbryderen titlen ’The Golden State Killer’ for at skubbe efterforskningen i gang igen efter 30 års stillestand.

Hendes grundige efterforskning varede over seks år, indtil Michelle McNamara døde i en alder af blot 46 år. 

True crime som en filmisk fortælling
I mange år har true crime-dokumentarer været allestedsværende. Forfærdelige og virkelige forbrydelser vidner om menneskets værste sider som skræmmekampagner.

 Men ’I’ll Be Gone in the Dark’ er anderledes. Det er en utrolig stilet dokumentar.

Titelsekvensen trækker inspiration fra ’True Detective’ med et mørkt visuelt billede og et dystert musikstykke som introsang. En dør åbner på klem, hvidt lys bryder med mørket og afslører seriens titel.

Personlige interviews sætter ofrene i centrum, og pensionerede politibetjente fortæller om deres karrieres største cold case. Det er troværdigt. Jeg tror på, hvad de siger, ledt af McNamaras ord.

”The story of the victims has to be told”
På det sidste har true crime-genren fået prygl for ubarmhjertigt at beskrive mord i hyggelige omstændigheder uden respekt for ofrenes familiemedlemmer.

Det er der, hvor true crime-genren går galt – når gerningspersonen sættes i fokus og deres umenneskelige handlinger hædres. Der hvor ofre tilsidesættes for at fokusere på menneskets værste side, uden at vise empati for deres efterladte.

Men dokumentaren ’I’ll Be Gone in the Dark’ handler ikke om gerningsmanden. Den handler om ofrene og de overlevende. Det er deres mod til at fortælle deres historie, der driver opklaringen på den værste forbryder i 70’erne og 80’ernes Californien.

Der er så mange ofre, pårørende, tidligere politibetjente mv. at deres navne desværre bliver lidt tabt i mængden. Det er måske dokumentarens eneste svaghed. Man skal holde styr på de mange personer, og hvem der er hvem i hvilken kontekst, og det kan godt blive ret kringlet.

Ser man bort fra det, så er serien en fantastisk filmatisering af bogens stærke fortælleevne.

 

Denne anmeldelse er baseret på de første tre afsnit af serien, der i alt har seks afsnit. ’I’ll Be Gone in the Dark’ har premiere d. 29. Juni, og kan ses på HBO Nordic.