Af Sandra Holm
Stumfilm har en undervurderet kvalitet. De siger ikke noget, og dermed kræver de ubetinget opmærksomhed fra det publikum der ønsker at forstå. Der er ingen lette genveje og ingen moraler er skåret ud i pap, – du får det med dig, som du selv ræsonnere dig frem til. Og forhåbentlig vil du opdage at ordene ikke altid behøves for at forstå. Det er ingen forudsætning at man skal tale for at føle.
Den franske instruktør og tegner Sylvain Chomet, er, på trods af sin forholdsvis nye tilstedeværelse i filmverdenen, elsket af både publikum og kritikere verden over. Han er en mand af få ord, bogstavelig talt og hans værker kan tælles på én hånd. Til gengæld har han ikke skabt noget der ikke er værd at se, og gense, og det er bemærkelsesværdigt. Den genkendelige streg, karismatiske udtryk og løsslupne fantasi der nu er hans kendetegn, synes at have fuldt ham fra første tegning.
Allerede i hans første film, kortfilmen The Old Lady and the Pigeons fra 1998, bliver man fra første minut præsenteret for både den stemning og de karakterer der siden hen blev verdenskendte i hans første spillefilm, Trillingerne fra Belleville. Denne kom i 2003 og sikrede Chomet mange nomineringer og priser, deriblandt vores egen Golden Swan ved Copenhagen International Film Festival. Udover at være en humoristisk og underskøn film, var den med til redefinere opfattelsen af at tegnefilm er lig med børnefilm, og satte den bølge af vedkommende og samfundsdebatterende tegnede film i gang, som fylder mere og mere i vor dags mediebillede, og på eksperimenterende og udfordrende vis skildrer verden på nye, spændende måder.
Chomet er ikke blot en guds benådet tegner, men også i besiddelse af en grænseløs fantasi. Og så kan han fortælle eventyr. Eventyr, der er så vedkommende og rammende i kraft af sit universelle symbol- og billedsprog at alle kan relatere til dem. Også selv om man anser sig selv for at være voksen og for længst har accepteret virkelighedens mangel på akrobater, intelligente dyr og hverdagsmagi. Han tegner sig vej ind bag realiteter og logiske udledninger og trykker på de knapper der ikke har været brugt siden man som ganske ung blev bevidst om verdenens virkelige sammenhæng. Med et godt hjerte og ubegrænset tillid til andres forestillingsevner fortæller Chomet historier om livet og kærligheden med sine stemningsfulde virkemidler; streg og musik, udseende og mimik.
I sin nyeste film, Illusionisten, møder vi en aldrende tryllekunstner, der kæmper for livet ophold da hans gammeldags forestillinger er ved at blive udkonkurreret af yngre og langt mere spektakulære shows, såsom nymodens rockkoncerter. På et lille etablissement i Skotland møder han den unge Alice, der er overbevist om at han er ægte magiker. Sammen drager de videre, men trods Alice tro og entusiasme bliver det sværere og sværere for den gamle tryllekunstner at holde virkeligheden på afstand.
Filmen bygger på et manuskript som den franske komiker Jacques Tati skrev i 1956, i brevform, til sin ældste datter. At hovedpersonen er en animeret udgave af Tati’s alter ego Mr. Hulot, som man kender ham fra Playtime og Min Onkel, giver ham en skøn dybde og personlighed som man øjeblikkeligt fatter sympati for.
Filmen er indbydende, dragende og mystisk. Som en levende billedbog hvor man kan blive ved med at opdage nye detajler i baggrunden. Og så er den morsom, på Chomets underspillede fordomsfulde måde. Det er ikke ondskabsfuldt, blot en understregelse af at verden afhænger af øjet der ser. Så det er med en lettere grotesk tendens til at overdrive at han på forunderlig vis forvandler dén verden vi alle betragter til en rammende karikatur med eventyrtræk. Gang på gang må man nikkende og smilende overgive sig til hans opmærksomme observationer, dog kan man diskutere om han har ret, eller han netop selv er undtagelsen der bekræfter reglen, når han mod filmens slutning påstår at: ”Magicians do not exist.”
