Af Kasper Vegeberg
‘Episk oldtidsaction’ er efterhånden ved at være en etableret drengerøvsgenre med et mere end sikkert storsalg på globalt plan. Imidlertid er den ved at være så veludforsket med grafisk og dramaturgisk brillerende hits som Troja, Clash of the Titans og ikke mindst nyklassikeren 300, at der ligger et pres af olympiske dimensioner på det nyeste skud på stammen: Immortals. Kan den klare presset? Absolut!
I filmen tages vi tilbage til det oldgamle Grækenland, hvor den unge Theseus lever et stille liv med sin mor under beskedne kår. Men en fremmed hær rykker ind i byen og plyndrer og dræber alle, der ikke er stærke nok til at blive slaver, her iblandt Theseus’ mor. Hæren er ledet af Kong Hyperion, der har erklæret guderne krig i håbet om at overtage den ultimative magt over verden. For at føre planen ud i livet, må han søge efter et guddommeligt våben, der kan slippe titanerne fri af deres fængsel. Men han møder pludselig modstand fra Theseus, der har allieret sig med oraklet Fædra, som kan hjælpe ham med at finde våbnet før Hyperion.
Castingen i filmen ligger lige til højrebenet: Mickey Rourke som den magtgale konge, John Hurt som den gamle mentor – og så var det jo uundgåeligt, at den gudesmukke Freida Pinto (Slumdog Millionaire) ville ende med at spille obligatorisk babe i en drengerøvsfilm. Hovedrollen spilles af Henry Cavill, som får lov til at spille lidt med musklerne, før han nok definitivt vil blive kendt som Superman i 2013, når Zack Snyders Man of Steel får premiere. Og spille med musklerne er det meste, skuespillerne laver, for skuespil kræves der ikke meget af. Til gengæld virker det faktisk for en gangs skyld helt okay, at alle skuespillerne ser umenneskeligt godt ud – de spiller jo trods alt med i en film om græske guder.
Producerne bag filmen er også bagmændene til 300, og det kan mærkes på filmens mere grafiske actionsekvenser (som den for øvrigt – naturligvis – er meget rig på); markedsværdien er tydeligvis blevet tårnhøj på slowmotion-nedslagtning af monstrøse, krigeriske væsner. Det skal da også hurtigt nævnes, at sekvenserne – ud over at være sindssygt bad-ass – også er umådeligt smukke at se på og lavet i en stil med et personligt aftryk fra instruktøren. Alligevel styrer instruktør Tarsem Singh, som ikke er videre kendt i de europæiske kredse, også filmen i en mindre dyster retning med større vægt på heltens mytologiske rejse. En rejse, der tydeligvis er inspireret af den samme mytologiske dramaturgi, som bl.a. George Lucas også har arbejdet med, da han skabte Star Wars.
Kort sagt: 300 med mindre blær og mere historie. Så må man jo selv afgøre, om man finder det appetitvækkende.
Immortals er simpelthen en velskabt popcorn flick; den er dybt underholdende fra start til slut, og den skal opleves på det store lærred. Ikke mindst fordi 3D-effekterne endelig kommer til deres ret. Den prøver ikke at give det der ekstra, intellektuelle touch eller sætte større moralske spørgsmålstegn ved den menneskelige moral og eksistens. Og gudskelov for det! Den ved lige nøjagtigt, hvad den vil: underholde og give et testosteron-boostende pusterum til os dødelige. Og jeg ved, at jeg vil se den igen!
