En kikset drengerøv er pludselig alene i verden, og hvad gør han så? Er han fanget eller befriet?
En mand ved navn Armin (Hans Löw) drager fra Berlin til en tysk forstad for at tage afsked med sin bedstemor, der ligger for døden. En aldrig forklaret hændelse gør, at Armin pludselig er alene i verden. Kun den døde bedstemor og dyr er tilbage. En fortælling om Armin alene i verden kan nu finde sted i den apokalyptiske verden, der ligger for hans fødder.
En tysk mand
Vores hovedperson Armin er en udygtig kameramand. Filmens første billeder er en rystende video af tyske politikere, som Armin har optaget til den tv-station, han arbejder for. Det bliver et vaklende bekendtskab, som jeg får til denne mand – lige så rystende og uforståeligt som den video, han selv har optaget. Hvem er han? Det gør, at jeg i lang tid kun tænker på ham som ”den tyske mand”. Det virker ærgerligt ikke at kende ham bedre, men også som en udfordring for seeren, der bevidst er skabt af instruktøren.
Verden som værelse
Jeg overdriver måske lidt ved at sige, at plottet først udfoldes halvvejs inde i filmen. Den er dog langsom i optrækket. Min sympati for vores intetsigende hovedperson vækkes ikke ved bedstemorens død, men først når Armin står helt alene tilbage i verden. Han har alt og intet på samme tid. Han kører en tur i en efterladt racerbil, som han finder på motorvejen, men hvad så derefter? Den store verden bliver lige så lille som det mindste børneværelse, når meningen med tilværelsen virker fjern. Er han ligesom Guds udvalgte Noah frelst og hellig, eller har han fået stuearrest?
Men så kom Eva
Noahs Ark bliver til Adam og Eva, da Armin møder en kvinde, efter at han har levet alene i naturen med ged, høns og hest. Min interesse vækkes yderligere, når parringen af de to virker ønskværdig (de er de eneste tilbage på denne jord, så hallo, hvad skal de ellers gøre udover at have sex i det blå?), men samtidigt mærkelig og uperfekt. Kan Armin overhovedet have et forhold til nogen, når han er så afstumpet og akavet?
En utrolig minimalistisk lydside, et langsomt fortælletempo og næsten ingen dialog kunne virke som rent selvmord. Og så alligevel ikke helt. Instruktør Ulrich Köhler får filmen til at flyde oven på med humor, leg med perspektiv i billederne og en problemstilling, som er 1000 gange mere interessant end Armin – hvad gør man, når man er alene i verden? At karaktererne er hverdagskedelige giver plads til, at seeren selv kan filosofere over, hvad der er op og ned i den apokalyptiske verden.
