En typisk europæisk film. Charmerende, melankolsk og alt for lang.

 De fleste af os tænker ikke over det. Vi går rundt i vores egen lille verden mellem mejeriprodukter og kolonialvarer. Men hvem er det, der går og fylder op på hylderne, og hvad foregår der egentlig af små konflikter imellem gangene, imens vi andre går og putter dem ned i vores kurve? Det får du svaret på i Thomas Stubers stille kærlighedsdrama ’In the Aisles’.

Kærlighed og gaffeltrucks

På den tyske og deprimerende motorvej ligger et unnavngivent supermarked ala. Metro. Her møder vi den fåmælte og tatoverede Christian som lige er startet. Her arbejder den melankolske Bruno der tager Christian under sin vinge. Imellem drikkevarer og slikhylderne får han øje på den smilende Marion, som Christian hurtigt bliver fascineret af. Over kaffeautomaten bliver de langsomt tiltrukket af hinanden, men Marion har skeletter i skabet.

Sparsom men funktionel lyd

’In the aisles’ er et stille drama, hvor fraværet af både musik og sparsom lyd har en effektfuld virkning, som sammen med de stilistiske billeder af tomme gange, forstærker hverdagstristessen og den melankolske stemning, som pryder det lille samfund, hvor dag ikke eksisterer. Hver karakter er en tragisk og sørgmodig skæbne, og der er hele tiden noget uudtalt i luften.

Filmen virker meget europæisk med sit langsomme tempo, den sparsomme information og den udeladte musik. Dette er klart medvirkende til, at der er en anspændthed, som en gang imellem bliver forløst af de små følelsesudbrud, der derved virker mere intense.

Begrænsningens kunst

Med klippestilen, hvor gentagelsen er i fokus, mister man, ligesom karaktererne, hurtigt tidsfornemmelsen, hvilket både er en fordel og en ulempe. For filmen giver en klar fornemmelse af hverdagen, der bare går og går, men med sine 125 minutter er den simpelthen for lang, og jeg tog mig selv i at kigge på klokken et par gange. Ikke et godt tegn. Plottet er skabt ud fra en novelle, og det mærkes. Historien er lille og det samme er karakterernes udvikling. Netop derfor burde man have skåret ned på længden. Derudover er der en fuldstændig unødvendig voice-over fra Christian, som egentlig ikke har nogen funktion. Den er ligegyldig og får filmen til at fremstå som om den ikke helt ved, hvad den vil.

Men den har dog en tydelig charme med sin underspillethed og med fine og mærkbare præstationer af både Sandra Hüller, der spiller Marion, og Franz Rogowski som den stille Christian. Især Rogowski formår at vække sympati med sin nedtonede mimik, men med spillevende øjne, der tydeligt taler sine følelser. Det er ikke en følelsesladet film, men jeg efterlades alligevel med både sørgmodighed og håb. En stille stemningsfuld og sympatisk film.

Foto: Cinemateket