Af Natalie Useche Det er en underdrivelse at der kun bredte sig en let skepsis hos undertegnede da filmen der skulle anmeldes var en fremtidsfilm med Justin Timberlake i hovedrollen. Men med fordommene på plads kunne undertegnede derefter læne sig tilbage og overvære hvad der viste sig at være en udmærket action-thriller.

Udtrykket “tid er penge”, som denne films præmis er bygget på, skal forstås så ordret som muligt. Tid fungerer som tematisk markør i In Time hvor et ur begynder at tikke den dag en person fylder 25 år. Uret indikerer at man nu har et år tilbage at leve i, men de penge man tjener derefter forlænger ens liv. Så hvis man er rig kan man leve uendelig længe/evigt. Tanken er smuk, men der er selvfølgelig en hage ved dette usædvanlige univers. For at regulere at ikke alle lever evigt er befolkningen delt op i zoner der adskiller de mindre velstående fra de velstående, og hvor man konstant hæver priserne i de fattige zoner for at sikre sig at folk løber tør for penge lig med tid og dermed liv.

Will Salas (Justin Timberlake) der figurerer som en moderne Robin Hood skikkelse lever i den fattigste zone med sin mor, spillet af Olivia Wilde, som kunne castes til denne rolle eftersom ingen ældes fysisk efter de 25 år.

I dette dystopiske bagland præget af social elendighed og ghettodannelser lever alle fra minut til minut. Da Will en dag kommer i besiddelse af en formue af tid, kan han købe sig op til de velklædtes, svagt futuristiske og velhavendes zone med det formål at nedbryde det korrupte system. Her møder han Sylvia (Amanda Seyfried), datter til den rigeste mand i verden, og herefter begynder de ikke meget ulig Bonnie og Clyde diverse biljagter og flugtscener. Her får Sylvia et indblik i hvad det vil sige “ikke at have tid ” og den spænding og frygt for døden der gør livet værd at leve.

In Time, der primært er en actionfilm med alle tilhørende genrekonventioner, har et ekstra lag da den både leger med, samt udfordrer, menneskers besættelse af at forsøge at nedsætte fysisk samt psykisk ældning og de konsekvenser der vil medfølge hvis dette kunne muliggøres. Samspillet mellem Timberlake og Seyfried der både virker frisk og autentisk gør denne film seværdig.