En tætpakket gade i Cairo, travl med sælgere og handlende. Indiana Jones farer frem med sin fur ferora og løvetæmmerpisk til lyden af John Williams’ velkendte toner, mens han leder efter den bortførte Marion. Men før han når at finde hende, spredes en folkegruppe foran ham og afslører en stor araber med en sabel, klar til kamp. Han har udset sig Indy som offer, og med dødelig finesse snurrer han sin sabel omkring sig. Hvad gør Indy? Bruger han sin pisk? Finder han et andet våben at fægte med? Nej, han trækker sin revolver, skyder sabelsvingeren og fortsætter uforstyrret sin kaotiske jagt.
Netop den tørre humor, de velkoreograferede action-sekvenser og ikoniske figurer har givet den oprindelige Indiana Jones-trilogi den uofficielle titel som de perfekte filmeventyr. Og selv efter 31 år er Indiana Jones stadig en af moderne popkulturs mest populære helte. Genudgivelser har han fået flere af igennem årene, men aldrig noget nær så ambitiøst som det nye blu-ray-bokssæt, Indiana Jones: The Complete Adventures.
Boksen indeholder alle tre film i Indiana Jones-serien, samt den nylige 4’er, hvis ry (af gode grunde) ikke nåede de resterende tre til sokkeholderne. Desuden findes der syv timers ekstramateriale. Nå ja, og så er alle film restaureret i billede og slet ikke mindst lyd.
Det er overraskende, hvor meget man stadig kan ændre i billed- og lydkvaliteten i en 30 år gammel film. Heldigvis har Spielberg og filmens producer, George Lucas, modstået deres sædvanlige fristelse mod at pille ved filmenes indhold. Det er derfor de samme old-school og dybt urealistiske lyde af nazistiske kæber, der rammes af Indys næver, og hans pisk, der griber om deres pistoler, man har glæden af. Lydene er bare blevet flottere og skarpere. Det samme gælder billedet, hvor man bravt har kæmpet med at fjerne al grynethed fra de aldrende 80‘er-film – og vundet! Det gør Indiana Jones til en fornyet oplevelse, især hvis man kan skaffe sig adgang til en stor og dyr fladskærm. Alligevel ville mange, inklusive jeg selv, sætte spørgsmålstegn ved, om man nu ikke også tager noget af charmen fra de gamle eventyr. Men lad nu det ligge.
Ekstramaterialet fylder intet mindre end syv sammenlagte timer. Og der er nok at gå i kødet på. Der er flere making-of dokumentarer om hver film, og der er både slettede scener, sjove fraklip og ikke mindst masser af optagelser bag om optagelserne. Meget af dette inkluderer simple fluen-på-væggen-sekvenser uden kommentarer eller interviews. Og det er rart for fans, der blot vil se lidt på, hvordan magien blev til uden at blive holdt i hånden af dokumentarens producenter.
Hvis man er en af dem, der brugte sine barndomsår på at rende rundt og lege Indiana Jones, så er bokssættet uundværligt. Hvis man er en af dem, som elsker eventyr og har set Indiana Jones en gang eller to og kunne lide ham, så er bokssættet uundværligt. Hvis man blot vil give Indiana Jones en chance, så er bokssættet uundværligt – for man vil ikke blive skuffet. Ganske vist er der ikke noget materiale på diskene, som ikke er udgivet før i det ene eller andet format. Men nu er det hele samlet på ét sted. Og det er vi glade for.