Uden tvivl 2016s bedste film om studieliv, identitetssøgen og masturbation i 50’ernes USA. Men det siger sgu heller ikke så meget.

Er lyset for de lærde blot? Dette spørgsmål sætter unge Marcus Messner sig for at finde ud af i starten af 1950’erne, da han som den første fra sin jødiske familie tager den lange vej fra New Jersey til Ohio for at indskrive sig på universitetet. Mødet med den akademiske verden viser sig dog at være skuffende, da han er havnet på et konservativt og åndsforladt skoduniversitet, som kun USA kan producere dem. Hans eneste redning er en lækker medstudine som giver gode handjobs.

Uforløsende oplevelse
Marcus Messner er spillet af Logan Lerman, der ligesom de andre skuespiller gør det godt. Han får på overbevisende vis bragt ungdomsfrustrationerne i live – man lider med ham hjemme i familiens besnærende og overvågende skød, og man stønner af udmattelse og sympati, når han tvinges til prædikener og dræbende, bedrevidende og patroniserende formaninger i Dekanens mahogni-helvede af et fantasiforladt og patetisk-patriarkalsk lortekontor.

Hans ansigtsudtryk når han klimakser er også meget overbevisende – du undgår ikke at lægge mærke til det. Du får det at se tre gange, og da plottet bevæger sig med samme fart som en grundstødt storebæltsfærge, så udgør Messners udløsninger det tætteste, publikum selv vil komme på en følelse af klimaks igennem denne film.

Guffer der skuffer
En rigtig træls ting ved denne film er, at hver gang man tror, en biperson vil bidrage med noget interessant til plottet, så gør de det alligevel ikke.

På universitet forelsker Messner sig i den smukke Olivia, men allerede på første date udfører hun oralsex på ham. Heldig fyr! Men nej, det er sgu noget værre noget, at hun sådan tror, hun kan tillade sig den slags! Hvilken kvinde med respekt for sig selv nedlader sig til noget som helst oralt andet end mundtlig eksamen, og så endda på FØRSTE date?

Heri ligger potentialet til et spændende feministisk twist i en film om en ung mands identitetsforståelse, men nej. Hun kalder ham ud på hans besnærende seksualmoral, som jo er ligeså konservativ og forfærdelig som den religion og de institutioner, den ateistiske Messner hader. Han indser sin dumhed og bejler til hende på tilpas kliché ulykkelig-forelsket-facon indtil hun tager ham tilbage. Alle er glade.

Sådan er skilsmissebørn
Men der ER jo noget i vejen med hende. Hun er psykisk syg og har skilte forældre, det er naturligvis derfor, hun er så seksuelt aktiv. Pæne kvinder gør sig altså ikke i kønslig omgang.

Mutti opdager forholdet, og forbyder sønnike at ses med Olivia. Her troede jeg igen, der skulle til at ske noget spændende i filmen. Mutti ville nemlig gerne skilles med farmand, men det kunne den ellers så ”frigjorte” Messner sgu ikke lige snuppe; det kan man ikke tillade sig over for den gamle.

AHA! Nu kan Messner måske lære lidt om sig selv, om hvor hyklerisk hans frisind egentlig er, nu kan han tage mor under armen og så kan de sammen bryde fortids møre murer i stykker.

Mere af det samme
Nej selvfølgelig kan de ikke det, det ville være FOR underholdende. Ethvert potentiel interessant sideplot drukner i en hamrende konventionel fortælling om ulykkelig kærlighed og ungdomsidentitet.

Udover sex og en enkel veludført debat om Bertrand Russel imellem dekan og vor helt, så har denne film intet epokegørende at byde på. Skal du partout se en film med Logan Lerman, så se ’Fury’ fra 2014. Den er langtfra et mesterværk, men i det mindste kører Logan rundt i en kampvogn sammen med Brad Pitt og Shia LaBeouf.