Af

LARS JUUL HAUSCHILDT

Hvad sker der hvis en instruktør placerer en række fiktive personer i et historisk miljø og så i stedet for at fortælle den historie vi alle kender til døde, fortæller en ny historie, der tager sted som en alternativ virkelighed. En virkelighed hvor Hitler ikke tog sit eget liv i førerbunkeren, og krigen derfor tog en helt anden drejning. Her får vi serveret en frisk, fragmenteret, voldelig og kynisk krigsfortælling fra et liv bag fjendens linier.

Quentin Tarantinos nyeste film ’Inglourious Basterds’ omskriver et ellers godt behandlet kapitel i verdenshistorien, nærmere betegnet tiden omkring nazisternes besættelse af Frankrig. Der er blevet lavet utallige film om Anden Verdenskrig og man skulle måske tro at man har set det hele før og alle historier allerede er blevet fortalt, men alligevel ligner ’Inglourious Basterds’ ingen af de andre.

I denne alternative virkelighed opererer en gruppe amerikanske jødiske soldater anført af Løjtnant Aldo Raines (Brad Pitt) bag fjendens linier. Deres mission er kort og godt at slå tyske soldater ihjel, og dette gør de på de mest brutale måder muligt. Det er disse ’Inglourious Basterds’, som de kalder sig, filmen tager udgangspunkt i og kredser om, samtidig med at den fortæller historien om den smukke jødiske biografejer Shosanna Dreyfuss (Mélanie Laurent). Alt imens lurer den berygtede ’jøde-jæger’ Hans Landa (Christoph Waltz) i skyggerne. Han formår med næsten overnaturlig evne at gennemskue enhver situation, og med et sadistisk overblik får han altid det bedste ud af den.

Lige netop Christoph Waltz frydes man over, hver gang han er på lærredet. Den velskrevne dialog understøtter hans karakter perfekt. Han er arketypen på fordommen af en klam, sadastisk, læderjakkebeklædt nazist, der præsenteres i filmens åbningsscene. Her formår SS Obersten Hans Landa, under et forhør af en fransk landmand der er under mistanke for at skjule jøder, både at smigre og true på samme tid om og om igen, som en leg med katten om musen. Scener som disse bliver af Tarantino trukket ud til det yderste af spændingsbuens kapacitet, og gør forløsningen så utroligt intens.

At filmen foregår under Anden Verdenskrig er der aldrig nogen tvivl om, nok er der nazister, jøder og en masse skyderi, men så stopper sammenligningen også med andre film om en deling soldater under krigen. ’Inglourious Basterds’ er et eventyr, en western i verdenskrigssetting, og det virker godt – rigtigt godt! Tarantino har beholdt det lidt stiliserede comicbook-feel som også hans tidligere film har været gennemsyret af. Det ses også på den utroligt velkomponerede billedside. Som man måske også forventer fra Tarantino er seriøsiteten i behandlingen af et alvorligt stykke af verdenshistorien altid med et glimt i øjet, og underholdningen er i topklasse bland andet fra Brad Pitt der portrætterer den ærkeamerikanske Løjtnant Raines.

Hvis man skulle være i tvivl er dette en klar anbefaling til at gå ind og se denne film, måske lige med undtagelse af de allermest sarte – selvom jeg synes de burde unde sig selv at se dette lidt anderledes, men alligevel så letgenkendelige Tarantino-eventyr.