Paul Thomas Andersons nye  film er et syretrip uden lige og har et godt potentiale til at kunne blive kult med tiden.  

Det er svært ikke at glæde sig som filmanmelder, når Paul Thomas Anderson kommer ud med en ny film. Ikke nødvendigvis fordi filmen er til en topkarakter, men fordi mr. Anderson er en auteur, der formår lave film med høje budgetter, der stadig bevarer et personligt kunstnerisk præg. Denne type filminstruktør er en sjældenhed i USA, hvor budget og studiekontrol typisk går hånd i hånd.

Anderson står bag nogle af mine favoritfilm, som f.eks. ’Boogie Nights’ og ’There Will Be Blood’. Derfor var mine forventninger til ’Inherent Vice’ også høje, måske for høje.

Handling der er på ”trip”

Filmen foregår i starten af 1970’erne, hvor et ”bad trip” af paranoia er ved at afløse 1960’ernes glade psykedeliske dage. Joaquin Phoenix spiller privatdetektiven og kæmpe bong-hovedet Doc Sportello, der uventet kontaktes af sin ekskæreste Shasta (Katherine Waterston). Shasta har fået færten af et skummelt komplot, der går ud på at kidnappe hendes elsker, milliardæren Mickey Wolfmann (Eric Roberts), og få ham indlagt på et sindssygehospital.

Dette lyder umiddelbart som en handling der er til at følge, men efter Shastas besøg hos Doc Sportello, sparker LSD’en for alvor ind i filmens narrativ. Doc bliver kastet ud i et virvar af hustlere, bong-hoveder, nazister, ludere og lommetyve.

Handlingen er pludselig så rodet, at man ikke længere kan eller skal holde fast i den, tværtimod skal man bare læne sig tilbage, give slip og nyde trippet.

Groovy karakterer

Generelt er filmen utrolig velspillet. Josh Brolin gør det fremragende som Doc’s modstykke – den fascistiske LAPD-betjent Christan F. ”Bigfoot” Bjornson. Joaquin Phoenix leverer en cool præstation som Doc, der igennem sin hashros mest af alt drømmer om at kunne finde sammen med Shasta igen.

Filmens univers er i det hele taget fyldt med sprøde karakterer, besat af diverse stjerner. Som eksempelvis stikker-saxofonisten iført bøllehat og overalls, der bliver spillet af Owen Wilson.

Potentiel Kultfilm

’Inherent Vice’ kan gå hen og blive en kultfilm med dens trippede skildring af 70’erne og dens skæve karaktergalleri. Ikke mindst Doc’s karakter, der, med de fyldige bakkenbarter, narkopåvirkede øjne og bare fødder, er direkte kultstatus materiale.

Filmen har dog det problem, at den går fra at være super trippet, til en lang periode at være tåget, til heldigvis at blive trippet igen. Den tågede periode gør, at man som publikum falder ud af filmen og desværre begynder at kede sig, hvilket er en skam i en film, der ellers er så flippet.