Af Martin Wolsgaard
Inside Job er den første dokumentarfilm, der giver en omfattende analyse af den globale finanskrise, der startede i 2008. Krisen har ”kostet” over 20 milliarder dollars, forårsaget, at millioner af mennesker har mistet deres arbejde og hjem i den værste recession siden Den Store Depression, og oveni dét har den næsten resulteret i et globalt finansielt kollaps. Inside Job er lavet af Charles Ferguson og fortalt af Matt Damon, og gennem udtømmende forskning og omfattende interviews med centrale finansielle insidere, politikere, journalister og akademikere, opsporer filmen fremkomsten af en industri, der er løbet løbsk og i sit kølvand efterladt et korrumperet politisk landskab, der har umuliggjort økonomisk regulering, og tilsyneladende strækker sig helt ud i den akademiske verden.
Dybest set, så var det der skete, at Wall Street insidere, også kaldet slyngler i jakkesæt, veluddannede idioter eller moralsk skruppelløse kriminelle tog alles penge og spillede hasard med dem på alle tænkelige måder, uden at opstille nogen form for sikkerhed. Dette blev gjort med fuldt overlæg, altså velvidende, at uanset hvad der skete, ville de blive og forblive rige og de almindelige mennesker ville lide. Det var en lektion i økonomisk uansvarlighed 101. Og så skete der det, som alt for få havde advaret imod: økonomien brød sammen, og dem der kan peges fingre af som i hvert fald delvist ansvarlige er stadig rige, og 30 millioner mennesker verden over har mistet alt – deres hjem, deres arbejde, deres plads i samfundet, deres syn på fremtiden, deres identitet.
De fleste mennesker kender allerede til denne historie, og har som minimum et overblik over hændelsesforløbet. Vi er alle vrede over det, og især amerikanerne er gode til at blive vrede. Men der er utvivlsomt nuancer i vreden. Man kan være uinformeret og tankeløst vred og hoppe med på vognen og peger fingre, og så kan man have en oplyst vrede ved at kende til de bagvedliggende mekanismer og fakta. Og jeg tror på, at efter at have set Inside Job vil publikum være oplyste og således ikke blot sige: ”det var regeringens skyld” eller ”bankerne har taget alle vores penge”, men derimod forstå forløbet og årsagerne til den nuværende økonomiske elendighed. De vil vide, hvem der gjorde det, og hvor skylden retmæssigt skal placeres. De vil ikke være kynikere eller demonstrerende aber med protest-skilte, men uddannede borgere. Og er det ikke dokumentarfilmens ypperste formål?
Mange kritiske dokumentarfilm er gode til at gøre opmærksom på en skandale og fortage en slags omrøring af vores følelser. Fergusons dokumentarfilm formår bestemt at gøre dette, men hans fremstilling af yderst komplekse oplysninger er så mesterlig, at den tager skridtet videre. Vrede og bitterhed kan ofte være de mest selvbedragende følelser, men denne film formidler snarere klar passion og informeret vrede. Inside Job bør ifølge denne anmelder ses af alle.