Christopher Nolan imponerer visuelt, og viser samtidig at han stadig er mesteren i at lave kompliceret handling til Hollywoodguld.

Menneskets tid på Jorden er begrænset, det har vi vidst længe. I ‘Interstellar’ er dette ikke en bekymring, der ligger langt ude i fremtiden, men derimod et problem der skal løses nu, hvis den yngste generation ikke skal blive den sidste. I denne dystopiske verden hvor ressourcerne er knappe, og verden plages af en pest, der forvandler livsnødvendige afgrøder til støv, må menneskeheden prøve at finde et nyt hjem ude blandt stjernerne.

Hvis du syntes ‘Inception’ var indviklet…
Med film som ‘Memento’ og ‘Inception’ har Christopher Nolan vist, at han ikke alene har hang til komplekse historier, men at han også formår at kontrollere dem. ‘Interstellar’ er det hidtil fineste bevis på dette, selvom det i sin kerne er en ganske simpel historie.

Tidligere NASA pilot, og nu landmand, Cooper (Matthew McConaughey) bliver hvervet af en astrofysiker (Michael Caine) til at rejse ud i rummet for at finde nye beboelige planeter og sikre menneskehedens overlevelse. Han bliver nødt til at efterlade sine børn på Jorden og må konstant balancere missionens vigtighed med sit brændende ønske om at vende hjem igen.

Det hele bliver derimod en hel del mere indviklet, når vi introduceres for ormehuller, sorte huller og tid som en 4. dimension. Ved hjælp af disse elementer foregår filmen nemlig konstant på flere planer samtidig, og der springes imellem det ydre rum og Jorden, som hver især har deres egen relative tidsregning (tiden går ikke lige hurtigt over alt). Som seer bliver man flået gennem tid og rum, og selvom en Ph.D. i astrofysik vil være til gavn, formår man lige akkurat at hænge på, hvilket i sig selv viser en af filmens store kvaliteter.

Visuel tour de force
En anden styrke er billedsiden. Det ydre rum råder rent visuelt over en masse muligheder, og Nolan har taget godt for sig af retterne. Fremmede planeter, kæmpebølger og et ormehul der bøjer lyset bliver vist på så grandiøs skala, at det absolut skal ses i biografen.

Hans Zimmer har skrevet musikken, der assisterer de flotte billeder. Den præges af noget der minder om gotisk orgelspil og er med til at give følelsen af epos, mens tankerne også ledes hen til Kubricks ‘2001: A Space Odyssey’.

Ikke uden sine mangler
Der er dog også elementer som enten er forstyrrende eller ganske enkelt ikke veludførte. Brugen af nogle ganske underligt udseende robotter som comic relief er bl.a. med til tider at hive tilskueren ud af fiktionens univers, da det virker forceret og søgt.

Samtidig mangler flere af filmens karakterer dybde, hvilket kan siges at være symptomatisk for Nolans film. Plottet er altid skruet godt sammen, men en del af personerne er flade og ender med kun at være et billede af deres funktion i stedet for mennesker i deres egen ret.

Og så var der Matthew
Én der ikke lider under dette er dog Matthew McConaughey. Vi er vist efterhånden ved at være ovre hans comeback og kan nu bare nyde en skuespiller i sin storhedstid. I virkeligheden er han den eneste skuespiller, der for alvor brænder igennem på lærredet, og som man kommer under huden på, men det er også nok, når han er så meget i fokus, og produktet er, som det har været de sidste 2 år.

På trods af skønhedsfejl og et lidt fladt persongalleri er ‘Interstellar’ uden tvivl en af de største oplevelser, man får i biografen i år; Nolan er tilbage, og det bør man nyde.