”Be careful what you wish for”. Taglinen opsummerer Rob Marshalls nye eventyrlige musical, men samtidig minder det mig om, hvor brændende jeg savner det ægte eventyr fra dengang, hvor alt var meget bedre. Jeg fik faktisk lidt af det, jeg ønskede mig.
Eventyret har været en essentiel del i dannelsen af min identitet. Jeg er opvokset med en kærlighed til genren, og film som ’The NeverEnding Story’, ’Legend’ og ’Labyrinth’ har været stærkt medvirkende til, at min passion for filmmediet er så enorm. Følelsen af at være til stede i et fantastisk univers med kreative og mytiske væsner har altid været svært tiltrækkende. I takt med at min alder er steget, har jeg fornemmet, at genren langsomt, men sikkert har mistet meget af sin sjæl og charme. Computerteknologi har i mange tilfælde været en kærkommen gevinst, men den har også bidraget til en unødig distance til filmoplevelsen. Den organiske og kreative ægthed i håndbyggede kulisser og modeller har ofte tabt kampen til en computeranimation, der både kan fungere, men så sandelig også fejle. ’Jack the Giant Slayer’ og ’Oz the Great and Powerful’ er glimrende eksempler på dette.
Gammeldaws eventyr
Jeg havde forventet meget af det samme som de to førnævnte, men jeg blev glædeligt overrasket. ’Into the Woods’ føles som et ægte eventyr. Det er bestemt ikke en fejlfri film, men den kender sine visuelle begrænsninger, og for første gang i mange år fik jeg direkte associationer til min gamle favorit fantasy-serie, ’The Storyteller’. Jim Hensons helt fortryllende beretninger fra 1987, med en uforglemmelig John Hurt som fortælleren, er lidt af en gevinst at blive sammenlignet med. Ja, jeg ved det – jeg er gammel.
Filmen fik en Oscar-nominering for både kostume og production design, hvilket er ganske fortjent, da den er en fornøjelse at kigge på. Med afsæt i Stephen Sonheims populære Broadwaymusical plukkes en håndfuld ikoniske karakterer fra de elskelige Grimm-eventyr, og sammen med et par nye figurer af egen opfindelse føres de effektivt ud på en tragikomisk kollisionskurs, der får ’’de levede lykkeligt til deres dages ende’’ til at føles en anelse mere bitter end sædvanligt.
På dydens smalle sti
En ydmyg bager (anonymt spillet af James Corden) og hans barnløse kones iver efter at få børn er kernen i en historie, der er alt andet end særligt vedkommende. De er naboer til en ondskabsfuld, men sentimental heks – flagrende og allestedsnærværende spillet af Meryl Streep. Den stakkels bagers far har i tidernes morgen stjålet nogle magiske bønner fra heksens have, og i et rigtigt eventyr gør man naturligvis ikke den slags ustraffet. En heks skal være nederdrægtig, så hun forsyner bageren med en forbandelse, der inkluderer sterile gener og kidnapper samtidig hans ukendte søster, Rapunzel, der selvfølgelig havner højt oppe i sit tårn langt ude i skoven. Hele herligheden kan dog ende lykkeligt, hvis heksen inden 72 timer modtager fire – for plottet – temmelig fjollede genstande fra bageren og dennes kone. Den tvivlsomme historie tilgives, da det er en fin undskyldning for at få alle aktører ud i den eventyrlige og magiske skov. Derude hvor plot ikke er nær så vigtigt som følelsen af ægte eventyr, hvor dyden sættes på prøve, og de gode finder kærligheden til hinanden. Undervejs i skoven møder vi en herlig ironisk Chris Pine som prinsen fra ’Askepot’. Han opererer bedst under sit eget motto: »Jeg var født til at charmere, ikke at være oprigtig!«.
De dybe skove er i James Lapines manuskript forvandlet til mere end rammerne for et barnligt eventyr, da det også er en psykologisk og eksistentialistisk arena, hvor uskyld tabes og visdom vindes. Den lille Rødhættes møde med den påtrængende og sleske ulv får hende til at udbryde: »Nok er jeg bange, men jeg er også opstemt«. Kærlighed og tab er en kompleks størrelse, og det lykkes Rob Marshall at styre sig nogenlunde helskindet gennem de to begreber ved hjælp af en god dosis ironi og en skøn visuel opbygget verden. Eventyret er måske alligevel tilbage for en stund?