Iqbal og den indiske juvel er som at åbne vinduet, stikke hovedet ud, åbne munden og række tungen ud.

Vi er sikkert flere, der har prøvet det. At sidde med svedige håndflader og stirre en træt og slidt skoleinspektør i øjnene med frygt for, at der ville blive ringet hjem og man derefter ville blive smidt ud af skolen. Dette sker for Iqbal (Hircano Soares). For efter en episode i en kirke får hans klasselærer endelig overtalt skoleinspektøren til at kyle ham ud. Og det får han at vide alene med de to skoleansatte på inspektørens kontor, hvilket skildres utroværdigt og åndsforladt.

Iqbals familie skal til Indien for at deltage i en ceremoni for tante Fatwa, som skal være den nye kvindelige vogter af den indiske juvel, og derfor vil Iqbal i stedet starte i en indisk skole. Desværre går noget galt under ceremonien, og Iqbals far (Runi Lewerissa) bliver anholdt for at ville stjæle juvelen og står nu til 30 års indisk fængsel. Derfor kaster Iqbal og hans venner sig ud i en fremfarende Indiana Jones/Olsen Banden-jagt for at bevise faderens uskyld.

En stor Puha
Skurken hedder Puha, hvilket skaber en del sjove replikker, men derudover bliver resten af filmen også en stor omgang Roskilde-mave. Historien hænger fint sammen med set-up og pay-off, men den bliver fortalt så ligegyldigt, at jeg lige så godt kunne stikke tungen ud ad vinduet.

Jeg forstår det simpelthen ikke. Det er, som om den etablerede danske filmbranche er blevet fuldstændig ligeglad med børnefilm og de mega sjove, spændende og magiske elementer, der gemmer sig i de smås universer. De fleste danske børnefilm bliver efterhånden lavet ud fra en mere og mere tyndslidt skabelon, der skriger langt væk af, at man har glemt, hvad filmmediet egentlig kan.

Jovist har holdet bag denne film haft en drone med på sættet, men desværre resulterer det så i, at man næsten drukner i droneskud af henholdsvis København og New Delhi. Billeder, der alle ligner hinanden til forveksling. Jeg forstår ikke, at man kan optage i Indien og så komme hjem med så intetsigende og grimme billeder.

Emil fra Lønneberg møder en ligegyldig klovn
Et tema i Iqbal og den indiske juvel er kvinderne og deres power, hvilket er helt skørt, eftersom Iqbals mor (Ellie Jokar) hele filmen igennem er som et blankt stykke papir uden nogen form for indhold.

Der er intet på spil rent følelsesmæssigt og 30 år i et indisk fængsel er derfor ikke noget, man behøver tage så alvorligt. Fair nok at det skal være Emil fra Lønneberg og falde på halen humor og de følelser, der tales til, er latterliggørelse og angst for den store farlige Puha. Men så gå all in på det i stedet for at gøre det betydningsløst og halvhjertet, som når Iqbal helt ud af det blå får at vide, han gerne må komme tilbage i klassen på Nørrebro.

Så når jeg i dag igen sidder med svedige håndflader, er det denne gang over at sidde oven på mine hænder og ikke at rejse mig fra biografsalen og gå i frustration over, hvor intetsigende og nedladende denne film taler til mig med sit dilettantiske skuespil og gennemskuelige plot. Så helt klart hellere sidde på rektors kontor igen.

Foto: SF Studios Danmark