Det ser ud til, at det endelig er lykkes den danske filmindustri at finde den hemmelige opskrift, der gør en børnefilm underholdende for både børnene og deres forældre.

Du køber filmrettighederne til en af tidens mest succesfulde danske børnebogsserier. Sørg for, at den indeholder en masse budskaber, både til de store og til de små. Tilføj et budget på 17,5 millioner kroner. Ansæt instruktøren bag en række kendte danske børnejulekalendere. Giv en række talentfulde børn deres skuespillerdebut. Fastsæt premieredatoen omkring juleferien, hvor folk skal finde på indendørsaktiviteter med deres børn (kan du sige ka-ching?!). Tilføj lidt for mange sjove bifigurer. Find en række kendte danske skuespillere, der plejer at indbringe en masse billige grin, og voila! Du har nu den hemmelige opskrift til en succesfuld børnefilm!

Og lidt til eftertanke
Iqbal er en 13-årig dreng der bor med sine tre søskende og forældre af indisk herkomst på Nørrebro. Han har charme, er fantasifuld og god til at få klassen til at grine, men alt dette er betyder intet for faderen – det handler om at opføre sig ordentligt og få gode karakter i skolen!

Med dette udgangspunkt males et klart billede af de samfundsmæssige konsekvenser af finanskrisen i Danmark, og vores måde at tænke på ungdommen og ikke mindst formålet med uddannelsessystemet. Det handler ikke længere om at udvikle sig som menneske, på det kreative såvel som det personlige plan, men alt hvad vi fortager os skal klart lede til et respektabelt og velbetalt job (var der nogen der sagde fremdriftsreform?).

Filmen tvinger dog ikke dette budskab ned i halsen på os; de færreste små børn vil bevidst reflektere over det, når de forlader biografen, men som voksen (eller hvordan jeg nu skal definere mig selv) efterlader filmen alligevel en del stof til eftertanke. Det var ikke noget, jeg havde regnet med skulle ske, da jeg satte mig i det altid behagelige biografsæde.

Også for de voksne
Med deloverskriften ”Også for de voksne” mener jeg bestemt ikke, at jeg ville anbefale mine nærmeste venner at bruge deres fredag aften med en overpriced spand popcorn og ’Iqbal og den hemmelige opskrift’. Det er hovedsageligt stadig kun Pixar og Disney, der kan få to voksne til at gå alene i biografen og se en film, der egentlig er dedikeret til småfolkene. Men når man nu skal underholde børnene i et par timer, er ’Iqbal og den hemmelige opskrift’ ikke rent voksen-tortur – den er faktisk ret så underholdende. Der var flere gange, hvor jeg grinte højt sammen med resten af det danske anmeldelseskorps, og der var også en række jokes, som kun de voksne ville kunne forstå.

Også skuespillet var overraskende godt! Ditte Hansen, som ellers kan spille en kende for overdrevet til min smag, gør det virkelig godt som skolepsykologen Jeanette. Hendes performance er mere nedtonet, end hvad man kunne have frygtet, og jeg grinte hver eneste gang, hun var på skærmen.

Andreas Bo, der spiller en af de to skurke, ligner heller ikke sig selv i sin fremstilling af en hardcore eks-bokser. Man bliver lidt træt af at sætningen ”nu skal du styre dit temperament”, der kommer seks-syv gange i løbet af filmen, men det ændrer ikke på det faktum, at Andreas Bo er forbavsende overbevisende i sin rolle. Jeg kommer dog ikke uden om, at jeg aldrig bliver den store Martin Brygmann-fan. Endnu en gang spiller han for overdrevet til min smag og prøver for hårdt at få folk til at grine

En sikker succes
Opskriften på en sikker filmsucces er dog ikke helt så hemmelig – når man baserer den på en allerede succesfuld bog, er man næsten altid garanteret at få tjent sine penge ind igen. En del af opskriften er med tiden også blevet en masse komiske biroller, men i dette tilfælde bliver det alt for meget. Der er mindst en birolle i hver scene, der ingen funktion har for filmen, og selvom de er sjove, virker det lidt for påtvunget og trættende i længden. Det er dog en af de ting, man må acceptere, fordi det trods alt er en børnefilm. Ligesom man må lade sig nøje med en historie, der til tider sagtens kunne være fortalt bedre. Som barn lægger man næppe mærke til dette, men som voksen bliver det ret så irriterende – også fordi den havde potentialet til at blive en decideret fremragende film.