Superheltefilmgenren som vi kender den i dag er en relativt ung genre. Genren har på få år placeret sig som det nuværende peak inden for popcorn blockbusters. De største, dyreste og mest indbringende Hollywood har at tilbyde. Men er de mere end rendyrket underholdning og skal de tages seriøst, når vi ser Oscar-show i februar?
Det vil mange mene, mig selv inklusiv, og Robert Downey Jr.’s fjerde omgang som Tony Stark i Iron Man 3 balancerer overraskende godt denne afvejning mellem ’slå hjernen fra og kig på flotte seje ting der springer i luften’-delen og mere seriøst og modent drama. Superheltefilmgenren er ved at blive voksen.
Iron Man 3 er den første film i anden fase i filmatiseringerne af Marvel-universet af superhelte. Første fase konkluderede med The Avengers, mens vi efter Iron Man 3 kan glæde os til Thor: The Dark World, der kommer i efteråret 2013, og Captain America: The Winter Soldier, der kommer om ca. et år, inden vi serveres for The Avengers 2 i sommeren 2015. I denne større sammenhæng var jeg spændt på, hvordan instruktør Shane Black (Kiss Kiss Bang Bang) ville positionere Iron Man 3 som enten en selvstændig film eller et supplement til The Avengers-historien.
Målet har klart været at lave en uafhængig Iron Man-fortælling, der ikke trak på hændelserne i The Avengers. Dog bliver der løbende lavet referencer til de andre superhelte og mysteriet omkring, hvad der egentlig skete med de der aliens. Det bliver brugt i en balancegang mellem årsag til, at Tony Stark får angstanfald på den ene side, og comic relief på den anden side. Det er ikke en entydigt vellykket balancegang, men den tjener et formål (som man vil få at se) og er derfor ikke noget, der trækker for alvor ned i forhold til helhedsopfattelsen af filmen. Vi følger primært Downey Jr. som Tony Stark i kølvandet af Avengers-begivenhederne, hvor han har isoleret sig fra omverdenen og bliver tvunget til at finde sig selv til rette igen som Iron Man for at afværge truslen fra den mystiske og yderst farlige nye skurk, The Mandarin.
Manden i fokus, ikke masken
I denne tredje omgang Iron Man, portrætteres manden bag superhelten, manden bag jernmasken. Der nås en dramabetonet modenhed, der markant eksemplificerer superheltefilmsspetaklets udvikling. Da den første Iron Man film kom ud i 2008 begejstrede, overraskede og imponerede den primært ved hjælp af sine computergenererede effekter og grandiose skildring af action. Awesomeness i ordets egentlige betydning. Det var attraktionen ved at se superhelten fra tegneseriesiderne og de animerede tegnefilm komme til live, der var det store trækplaster.
Et halvt årti senere har vi andre og på sin vis højere krav til superheltefilmene. Eftersom vi ser mindst to til tre nye om året, vil vi se noget nyt, noget vi ikke har set før. Vi vil se konsekvenserne og de psykologiske konflikter, der opstår som følge af, gang på gang, at være verdens redningsmand. Fascinationen og nyhedsværdien i at se Iron Man flyve omkring og springe onde robotter og terrorister i luften på seje måder er svækket. Det takler Shane Black ved at hægte sig på den fornyelse af superheltefilm, der i højere grad har fokus på konsekvenser og dermed mere tid til manden. Det giver Downey Jr. mulighed for at spille mere skuespil, og det klæder de fleste film, også Iron Man.
I The Dark Knight Rises så vi samme udforskning med mere Bruce Wayne end the cowl and cape, således ser vi i Iron Man 3 mere Stark end jernmand. Sammenligningen med Nolans version af DC Comics Batman er interessant at føre videre, idet Nolans Batman, der passende begyndte med Batman Begins, for alvor satte gang i superhelteblockbuster-maskinen. Med Begins og de følgende to, der fuldendte Dark Knight-trilogien, henrykkede han såvel die hard fans (nørderne) for gengivelsen af originalmaterialet som et større “mainstream” publikum, der lappede det storslåede action i sig. Batman er dog som superheltefilm væsentlig forskellig fra Iron Man. Ikke kun fordi Batman kom først, men fordi de stammer fra to forskellige tegneseriekulturer. Batman fra DC Comics-universet og Iron Man fra Marvel-universet, hvor resten af The Avengers- heltene også hører hjemme (og Spiderman og X-Men for den sags skyld). Kulturen bag de to tegneseriehuse er forskellig og den forsimplede kendetegnende adskillelse af de to ligger i, at Marvel appellerer primært til børn og unge, mens DC i højere grad også søger det voksne publikum. Således er tonen og stemningen mærkbart mørkere i Batman end den er i Iron Man. Af samme grund forventer jeg også at se en mere dyster Superman i Man of Steel senere i år.
På grund af denne afgørende forskellighed, virker Iron Man lettere og mindre dramatisk, fordi melankolien altid flankeres af en kæk one-liner, som Robert Downey Jr. er en sand superhelt i at levere. Med skuffelsen over Iron Man 2 og de sædvanlige bange anelse der følger med sequels, havde jeg ikke de største forhåbninger om at blive begejstret for Iron Man 3. Glædeligt blev mine bekymringer gjort til skamme og jeg var godt gammeldags underholdt og er nu spændt på at se, hvad Marvel Phase 2 kommer til at byde på fremover.
Af Martin Wolsgaard.